Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk telangana og har oplyst, at han tidligere har været hindu, men at han konverterede til kristendommen i 2016. Ansøgeren er født i Andole, Telangana, Indien, og har senest opholdt sig i Hyderabad, Telangana, Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter, at han vil blive slået ihjel af de ekstreme hindu organisationer Rashriya Svayam Sevaksangh (RSS) og Vishwa Hindu Parishat (VHP), fordi han er konverteret fra hinduismen til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af sin familie, fordi de er vrede over, at han er konverteret. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen i 2015, og at der opstod voldsomme skænderier i ansøgerens familie, som følge af, at han i foråret 2015 fortalte dem, at han var konverteret til kristendommen. Omkring tre eller fire dage efter at have fortalt sin familie om konverteringen, mødte ansøgeren fire medlemmer fra RSS, da han var på vej til arbejde. De truede ansøgeren og sagde, at de ville slå ham ihjel, hvis han konverterede til kristendommen. De sagde, at ansøgeren på baggrund af sin uddannelse og tidligere stærke tro på hinduismen ville have dårlig indflydelse på unge mennesker. De gav ansøgeren nogle lussinger, hvorefter de gik. Den første søndag [i vinteren] 2016 blev ansøgeren døbt i en kirke i byen [A] i Hyderabad. Efter dåben kom omkring 10 til 12 RSS-medlemmer og VHP-medlemmer til byen og slog ansøgeren, præsten og to vidner. Byens indbyggere var vidne til hændelsen, og politiet blev tilkaldt. RSS- og VHP-medlemmerne flygtede fra stedet. Ansøgeren fik at vide af politiet, at han skulle konvertere tilbage til hinduismen. Hvis ikke ansøgeren gjorde dette, ville han blive overfaldet igen. På vej til arbejde [i vinteren] 2016 blev ansøgeren igen overfaldet af seks RSS- og VHP-medlemmer. Ansøgeren blev udsat for vold, og RSS- og VHP-medlemmerne truede ansøgeren med at slå ham ihjel, hvis han ikke konverterede tilbage til hinduismen. Herudover modtog ansøgeren telefoniske trusler, herunder ved telefonopkald og på SMS-beskeder. Ansøgeren besvarede aldrig opkaldene, men [i sommeren] 2016 kom ansøgeren til at besvare et opkald, hvor han blev truet på livet. Medlemmerne af VHP [i vinteren] 2016 at opsøge ansøgerens ægtefælle og spørge efter ansøgeren, hvorefter ansøgeren holdt sig skjult. Ansøgeren kontaktede politiet i [i vinteren] 2016 og fortalte om konflikten med RSS og VHP, men politiet foretog sig intet. Ansøgeren udrejste af Indien [i sommeren] 2016, idet han var blevet meddelt opholdstilladelse efter Greencard-ordningen i Danmark. Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet finder som Udlændingestyrelsen, at det generelt svækker ansøgerens troværdighed, at han først har søgt om asyl ca. 2½ år efter sin indrejse i Danmark og først i forbindelse med, at ansøgeren blev anholdt for ulovligt ophold efter inddragelse af ansøgerens Green card. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke er fremkommet med en troværdig forklaring på det sene tidspunkt for asylansøgningen, navnlig henset til at han frygtede for sit liv. Flygtningenævnet tiltræder, at det efter baggrundsoplysningerne, som Udlændingestyrelsen har henvist til, ikke kan lægges til grund, at delstaten Telanga begrænser religiøs konversion. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kun har kontaktet politiet en enkelt gang. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” indi/2021/3/LINB
