Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel, og at myndighederne vil sende ham i krig, såfremt de ikke fængsler ham eller slår ham ihjel. Klageren har som asylmotiv også henvist til, at han ikke vil kunne få den medicin, som han har brug for i Eritrea. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han er deserteret fra nationaltjenesten, hvorfor han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne. Klageren har også oplyst, at han ikke ønsker at aftjene nationaltjeneste, fordi han ikke vil gøre skade på andre mennesker. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klageren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder, som følge af at han er deserteret fra nationaltjeneste. En tvangsmæssig udsendelse af klager til Eritrea vil derfor som udgangspunkt være i strid med udlændingelovens § 31. Af udlændingelovens § 10, stk. 3 fremgår, at en udlænding, som er meddelt indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, ikke kan meddeles opholdstilladelse medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler herfor. Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger sådanne særlige grunde, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede kriminalitet i forhold til, om der foreligger særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Af sagen fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren kom til Danmark som 27-årig. Han har telefonisk kontakt med sin søsters datter, som bor i [by]. Han har endvidere venner i Danmark, som også er fra Eritrea. Klageren er født og opvokset i Eritrea, hvor han boede med sin daværende ægtefælle i [by], som er tæt på klagerens forældre. Klageren har haft 14 års skolegang. Han har i tre år haft arbejde som bilmekaniker i [by], hvor han arbejdede på et statsejet værksted, som en del af sin nationaltjeneste. Klageren er ved dom [i sommeren] 2018 straffet for vold og trusler på livet og idømt en behandlingsdom uden længstetid, samt udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Klageren er ved dom [i efteråret] 2019 straffet for overtrædelse af meldepligt efter udlændingeloven og for vold mod en betjent. Klageren blev fundet utilregnelig på gerningstidspunktet og ikke straffet, jf. straffelovens § 16, stk. 1, men fik i stedet opretholdt sin behandlingsdom og bestemmelsen om udvisning. Klageren er ved dom [i vinteren] 2020 straffet for overtrædelse af sin meldepligt efter udlændingeloven og for vold mod en sagsbehandler. Retten opretholdt behandlingsdommen [i sommeren] 2018 og klageren blev udvist på ny med et indrejseforbud på 6 år. Efter en samlet vurdering af forholdene i sagen tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren tre gange er straffet for personfarlig kriminalitet, der må anses for en særlig farlig forbrydelse. Der er herved også henset til grovheden og karakteren af denne, samt den udmålte straf herfor, hvorved klageren er idømt en behandlingsdom uden fastsættelse af længstetid, samt udvist med et indrejseforbud i 6 år, hvorfor klageren også må betragtes som en fare for samfundet. Det forhold, at klageren har været i behandling efter dom [i sommeren] 2018 kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at forholdene i de to seneste domme er begået efter og imens klageren var i behandling. Der er endelig henset til klagerens manglende tilknytning til Danmark og modsat stærke tilknytning til hjemlandet. Endelig vurderes en udelukkelse fra opholdstilladelse ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2021/4/aca
