Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en pakistansk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, til, at klageren til Dansk Flygtningehjælp havde forklaret blandt andet, at han ikke ønskede at komme tilbage til Tyskland, da det på intet tidspunkt har været hans ønske at søge asyl i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at ansøgeren har henvist til, at han aldrig har haft til hensigt at indgive ansøgning om asyl i Tyskland, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af registreringen i Eurodac, at klageren indgav ansøgning om asyl i Tyskland [i foråret] 2018, ligesom klageren over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han frivilligt afgav fingeraftryk og søgte om asyl i Tyskland. Det forhold, at klageren ikke havde et ønske om at søge asyl, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den anledning, at klagerens individuelle præference i forhold til, hvilken medlemsstat, der bør være ansvarlig for behandlingen af hans asylsag, ikke kan tillægges betydning, idet dette ville være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/14/MIMA
