Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk oroko og kristen fra [By], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive slået ihjel af separatistgruppen The Amberzonian Forces of Cameroun, som har forsøgt at rekruttere ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at separatistgruppen har opsøgt ansøgerens families bopæl i [By]. De talte først med ansøgerens bedstefar, hvorefter de forsøgte at overtale ansøgeren til at tilslutte sig gruppen. To til tre uger efter denne episode ankom separatistgruppen til området igen. Ansøgeren befandt sig på familiens jordlod, som lå 10-20 minutters gang fra familiens bopæl. Ansøgeren hørte skud og larm, hvorefter ansøgeren og de andre i området flygtede. Nogle timer efter tog ansøgeren hjem. Da han ankom til familiens bopæl, var ansøgerens bedsteforældre blevet slået ihjel. Herefter blev ansøgeren og de andre mænd i området konfronteret af separatistgruppen, som forlangte, at alle tilsluttede sig gruppen. Dem, der forsøgte at unddrage sig rekrutteringen blev slået ihjel. Samme aften flygtede ansøgeren til byen Kumba, hvor han søgte hjælp hos en præst. Kort tid efter udrejste ansøgeren af Cameroun. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder det dermed sandsynliggjort, at der har været kamphandlinger i hans landsby, hvor hans bedsteforældre, som han boede hos blev dræbt, og at han to gange er forsøgt tvangshvervet af separatisterne. På baggrund af ansøgerens forklaring, om at der blandt de separatister, der forsøgte at tvangshverve ham var lokale beboere, da hans hjemby har en begrænset størrelse og da det må formodes, at en del af de jævnaldrende kammerater har tilsluttet sig separatisterne, finder et flertal af nævnet, at han er tilstrækkeligt identificeret og profileret, hvorfor han risikere overgreb ved en tilbagevenden til lokalområdet. På baggrund af Home Offices rapport af december 2020, Country Policy and Information Note, Cameroon: North-West/South-West crisis pkt 2. 6 Internal Relocation finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i den fransktalende del af Cameroun. Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren er en ung, enlig og arbejdsfør mand, og at han ikke har konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Camer/2021/12/YARS