Nævnet hjemviste i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [en by i] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse tillige henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder ved grænsekontrollen. Klageren frygter videre, at hun vil blive bortført, og at hun ikke kan fortsætte sin uddannelse og sit liv. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hun har givet udtryk for sine politiske holdninger på sin Facebook. Dette har resulteret i, at hendes farbror er blevet meget vred, fordi det var farligt for familien i Syrien. Klagerens farbror har derfor ringet til klageren og bedt hende slette hendes politiske opslag og yderligere aktivitet på Facebook. Klageren fulgte farbrorens ordre i en periode, men har nu genoptaget sine aktiviteter i begrænset omfang, samt blokeret en del af sine familiemedlemmer fra Syrien fra sin Facebook. Klageren har også i [sommeren] 2021 meldt sig ind i foreningen [X] som åbent tager afstand fra det syriske regime. Klageren har endnu ikke deltaget i nogle aktiviteter for foreningen. Klageren har videre oplyst, at hendes ene bror og fætter har være politisk aktive i Syrien ved f.eks. at uddele løbesedler og deltage i demonstrationer, og at de har opnået asyl i henholdsvis Italien og Tyskland. Klagerens advokat har i sit indlæg […] nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 med henvisning til hendes bror og fætters politiske aktiviteter i Syrien, samt at hun har givet udtryk for sine politiske holdninger mod det syriske styre. Klagerens advokat har i sit indlæg fremlagt dele af asylakterne fra klagerens brors sag i Italien. Flygtningenævnet finder, at en vurdering af det fremsatte asylmotiv forudsætter indhentelse af alle de asylrelevante akter fra klagerens brors sag i Italien og at spørgsmålet bør behandles i to instanser. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens mor og mindreårige søsters sager om nægtelse af forlængelse af deres opholdstilladelser tillige er hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2021/139/smla