Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt behandlingsdom i uden længstetid for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 232, § 244, § 264, stk. 1, nr. 1, § 266 og knivlovens § 1, jf. i det hele straffelovens § 89 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han aftjente værnepligt fra [foråret] 2010 til [vinteren] 2012, hvor han var menig i [en konkret] afdeling, hvor han [klagerens arbejdsopgaver i afdelingen]. Han modtog ikke personligt en genindkaldelse til militærtjeneste, men det var almindelig kendt, at alle unge mænd skulle genindkaldes. Klageren undgik myndighederne for ikke at blive genindkaldt. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive genindkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved dom af [vinteren] 2019 afsagt af [en byret] blev klageren idømt en behandlingsdom på psykiatrisk afdeling uden længstetid for trusler mod offentlig ansat, blufærdighedskrænkelse, vold og trusler, jf. straffelovens § 119, stk. 1, § 232, § 244, § 264, stk. 1, nr. 1, § 266 og knivlovens § 1, jf. i det hele straffelovens § 89 til en bødestraf for overtrædelse af færdselsloven. Klageren var på gerningstidspunktet [x] år gammel. Han er efter det oplyste ikke tidligere straffet for overtrædelse af straffeloven, og han er ikke efterfølgende sigtet eller straffet for straffelovsovertrædelser. Det fremgår af dommen, at klageren på gerningstidspunktet var omfattet af straffelovens § 16, idet han var psykotisk på gerningstidspunktet. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at klageren ikke længere er under psykiatrisk behandling, og at han ikke længere er psykotisk. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af den foreliggende pådømte kriminalitet, at klageren ikke kan anses for at være domfældt for en særlig farlig forbrydelse eller er til fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at de strafbare forhold alle er begået inden for et kort tidsforløb, hvor klageren var indlagt på [et psykiatrisk hospital], og at den begåede kriminalitet må anses som udslag af klagerens psykotiske tilstand. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der alene er sket begrænset skade i forbindelse med § 244-volden i de to forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: syri/2021/133/imbs
