Nævnet meddelte i juni 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i januar 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [dato] januar 2015, og at han [i udgangen af] [årstal] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] [årstal] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive udsat for problemer som følge af sin fars konflikt, herunder sin fars ytringer på blandt andet de sociale medier. Klageren har derudover oplyst, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste, selvom dette ikke er sædvanligt, når man er sine forældres eneste søn. Endelig har klageren oplyst, at han lider af [sygdom], hvilket man ikke kan få tilstrækkelig behandling for i Syrien. Klageren har om sin fars konflikt oplyst, at hans far er forfulgt som følge af, at han i [årstal] blev smidt ud af en [profession]forening i Syrien, hvilket de syriske grænsevagter er blevet orienteret om. Dette betyder, at klagerens far har mistet sin [profession] immunitet. Klagerens far er efterfølgende blevet forsøgt opsøgt hos sine familiemedlemmer i Syrien grundet sine politiske synspunkter. For så vidt angår indkaldelse til militærtjeneste, har klageren oplyst, at han frygter at blive indkaldt, uanset dette ikke er sædvanligt, når man er sin fars eneste søn. Klageren frygter også oprørsgrupperingerne i Syrien, herunder at han vil blive kidnappet og tvunget til at kæmpe for dem. Klageren har herudover om sit heldbred oplyst, at han lider af [sygdom], som er en kronisk sygdom, der i Syrien ikke er tilstrækkelige behandlingsmuligheder for, herunder eksisterer der ikke rehabiliteringsprogrammer og der er ikke adgang til den nødvendige medicin. På baggrund af, at Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort, at den klagerens far ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af, at de syriske myndigheder anser ham som politisk aktiv og modstander af det syriske styre, jf. afgørelsen af d.d., meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at det forhold, at klageren er i den militærpligtige alder, ikke kan føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at efter de foreliggende baggrundsoplysninger vil klageren blive undtaget fra militærtjeneste, fordi han er forældrenes eneste søn.” Syri/2021/130/sme