Nævnet omgjorde i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Syrien. Under asylsagen har klageren oplyst, at hun er opvokset i landsbyen [landsby], Afrin, og at hun i 1975 flyttede til Damaskus med sin ægtefælle. Klageren har under sin sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede i Damaskus, og de havde en lille lejlighed, hvorfor hun skiftevis med tre måneders mellemrum rejste frem og tilbage mellem Kashem, Afrin og Damaskus. Videre har hun oplyst, at når hun opholdt sig i Kashem opholdt hun sig der i op til et år. Om sommeren tog hun til Kashem, mens hun om vinteren opholdt sig i Damaskus. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til, at personer der kom fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet, aktuelt måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen i Syrien, og at klagerens bopæl blev ramt af en bombe. Klageren henviste endvidere til, at hendes sønner ville blive genindkaldt til militæret. Klagerens tre myndige sønner blev i sommeren 2016 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet de alle var i den militærpligtige alder. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. På baggrund af de samlede baggrundsoplysninger har Udlændingestyrelsen vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus er af en sådan karakter, at enhver ikke vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af sagen fremgår bl.a. af en speciallægeerklæring dateret [foråret] 2021: "[..]" Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at klageren fra 1975 og frem har boet med sin ægtefælle og senere børn i Damaskus, om end de har haft adgang et hus i Afrin, som de lejlighedsvis har benyttet. Det bemærkes hertil, at klagerens børn alle er født, opvokset og har haft skolegang i Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, side 122, hvor det bl.a. fremgår, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 som følge af de generelle forhold i Damaskus området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har blandt andet henvist til, at hun ved tilbagesendelse til Syrien frygter at blive forfulgt som følge af, at hendes fire børn har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste, og at hun kan anses for medvirkende hertil, da hun med tre af børnene er flygtet fra Syrien. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende baggrundoplysninger finder nævnet imidlertid, at klageren ikke er i risiko for overgreb af de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren under nævnsmødet har henvist til frygt for forfølgelse af YPG som følge af deres interesse for sønnerne, kan ikke medføre, at klageren vurderes at være i risiko for overgreb af YPG. Klageren er efter det oplyste reelt uden mandligt netværk i Syrien, idet hendes ægtefælle ifølge klageren skulle være død, ligesom hun ingen oplysninger har om hendes ene søn, [A], der fortsat skulle opholde sig i Syrien. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, er ikke i sig selv asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af konklusionen i speciallægeerklæringen af [foråret] 2021, at klageren efter en funktionsvurdering i hjemmet er påvist med svær nedsat funktionsevne, hvor hun er mobiliseret med rollator, kun med besvær kan varetage helt basale aktiviteter som toiletbesøg og indtagelse af føde og drikke og i øvrigt får hjælp til alle de praktiske gøremål i hjemmet samt personlig pleje og af – og påklædning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, klageren er bevilliget hjemmehjælp, der udføres af hendes søn [B]. Nævnet finder på denne baggrund, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes søn, [B]. Efter en samlet og konkret vurdering af det netop anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klageren opholdstilladelse for tiden vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Klagerens opholdstilladelse skal på denne baggrund forlænges på det hidtige grundlag. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 5. november 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2021/125/CHPE
