Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst senest i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Ein El Helweh-lejren, Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 1991, og at hun [i foråret] 1992 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [ultimo] 2006 blev registreret udrejst til udlandet. Klageren udrejste for besøge sin familie i Libanon. [Primo] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, samt § 17 a, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder og havde opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren som følge af sit mangeårige ophold i Libanon fra enten 2004 eller 2006 og frem til 2020 har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt har taget bopæl i sit hjemland Libanon, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4. Det er herunder indgået i nævnets vurdering, at familiens hidtidige bopæl i Danmark i hvert fald må anses for endeligt opgivet fra 2009, hvor lejligheden blev overdraget til boligselskabet i forbindelse med, at klagerens ægtefælle tillige udrejste til Libanon. Nævnet har endvidere lagt vægt på klagerens oplysninger om hendes bopælsforhold i Libanon, ægtefællens tilknytning til arbejdsmarkedet under hans tilbagevenden til Libanon og børnenes skolegang under opholdet i Libanon. Oplysningerne om, at klagerens langvarige ophold i Libanon skyldes, at klageren har måttet passe sin gamle mor og sine to kræftsyge søstre, hvoraf den ene døde i 2016 og efterlod sig to børn i klagerens varetægt, kan, henset til det meget lange ophold i Libanon og oplysningerne om familiens etablering i Libanon ikke føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Det er herunder også indgået i nævnets vurdering af sagen, at klageren i den mangeårige periode, hvor hun ikke opholdt sig i Danmark, ikke ses at have gjort tiltag med henblik på kontakt til danske myndigheder. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt bortfald af klagerens opholdstilladelse udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv og dermed en krænkelse af EMRK artikel 8, kan nævnet tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter det forhold, at klagerens ægtefælle og fem børn, hvoraf et barn fortsat er mindreårig, nu siden 2020 er bosat i Danmark, og alle er danske statsborgere, ikke indebærer, at bortfald af hendes opholdstilladelse vil være et uforholdsmæssigt indgreb i retten til respekt for privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hendes ægtefælle med deres børn valgte at udøve deres familieliv gennem mange år i Libanon, og at der ikke ifølge menneskerettighedsdomstolens praksis eksisterer en ret til at etablere og udøve familieliv på den stats territorium, man ønsker, ligesom der ikke er oplysninger om, at der er noget til hinder for, at klageren og hendes familie fortsat kan udøve deres familieliv i Libanon, hvortil klageren og hendes familie må anses at have en stærk tilknytning. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse ved vurderingen af, om klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet klageren på intet tidspunkt har tilkendegivet, at hun har haft til hensigt at tage varigt ophold i Libanon. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren som statsløs palæstinenser omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og ikke 2. pkt., kan udsendes til Libanon, hvor hun har opholdt sig i mange år uden at have oplevet problemer. De synspunkter, der er fremsat vedrørende bl.a. EU-domstolens dom af 8. marts 2011 i sag C-34/09 (Zambrano) og dom af 10. maj 2017 i sag C-133/15 (Chavez-Vilchez) samt forholdet til unionsstatsborgerskabsbestemmelsen i TEUF artikel 20 kan ikke føre til en anden vurdering af den asylretlige afgørelse. Synspunkterne kan heller ikke danne grundlag for, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet under en eventuel fortsat sagsbehandling ved udlændingemyndighederne, eller at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/34/gdan
