Nævnet omgjorde i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2008.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra Groznyj, Tjetjenien, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2011 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygtede overgreb fra de russiske myndigheder, idet han har samarbejdet med tjetjenske oprørsgrupper. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § jf. udlændingelovens dagældende § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, nr. 5, idet klageren i udlandet er dømt for forhold, der i Danmark ville kunne medføre udvisning. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter overgreb fra de russiske myndigheder, herunder at blive slået ihjel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har samarbejdet med en oprørsgruppe i to år, hvor han sammen med en ven hjalp med at viderebringe våben, medicin og mad. Hans ven blev efterfølgende slået ihjel. Klageren begyndte at hjælpe oprørsgruppen efter at være blevet tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb. Vedrørende den i [et andet europæisk land] afsagte dom har klageren forklaret, at han ikke bevidst har medvirket til menneskesmugling og at han således er uskyldig dømt i [et andet europæisk land]. Klageren har nærmere forklaret, at han kun tilstod fordi hans forsvarsadvokat [i det andet europæiske land] overtalte ham hertil og oplyste, at klageren såfremt han aflagde tilståelse kunne forvente at blive løsladt umiddelbart efter domsafsigelse. Flygtningenævnet lægger til grund som oplyst af Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren er dømt med urette. Der er truffet afgørelse ved en domstol [et andet europæisk land], hvor klageren havde bistand af en forsvarer, og denne dom vil derfor også blive lagt til grund af nævnet. Det fremgår af sagens akter, at de danske myndigheder blev bekendt med den i [det andet europæiske land] afsagte dom i [sommeren] 2015. Efter en længerevarende brevveksling mellem Udlændingestyrelsen og Rigsadvokaten blev klageren herefter indkaldt til samtale, der fandt sted i [sommeren] 2018 og en yderligere samtale i [sommeren] 2019. Herefter traf Udlændingestyrelsen [i foråret] 2020 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at Anklagemyndigheden, som oplyst af Rigsadvokaten, ville have nedlagt påstand om udvisning, såfremt klagerens sag om [kriminalitet] var blevet behandlet i Danmark, også i 2014. Ved afgørelsen af om klagerens opholdstilladelse kan nægtes forlænget må der lægges vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i mere end ti år, at klageren i Danmark har tre mindreårige børn, som han efter det oplyste har samvær med, og at hans øvrige nære familie, herunder hans mor og søskende, ligeledes opholder sig i Danmark. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren i de omtrent syv år, der er forløbet siden gerningstidspunktet i [et andet europæisk land] er blevet tiltalt eller dømt for strafbare forhold i Danmark. Når dette sammenholdes med karakteren af den i [det andet europæiske land] begåede kriminalitet, samt den ekstraordinært lange tid, der er forløbet fra de danske myndigheder modtog underretning om dommen i [et andet europæisk land], og til man traf beslutning om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, finder Flygtningenævnet, efter en samlet vurdering, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv og derved være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 26. Det bemærkes, jf. referatet af Flygtningenævnets Koordinationsudvalgsmøde den 29. august 2019, at muligheden for at udøve et familieliv i Danmark under et såkaldt tålt ophold ikke er et relevant hensyn i en § 26-vurdering. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Rusl/2021/6/gdan
