maro20217

Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2020. ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra (by), Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes far og bror, [A], vil slå hende ihjel, da hun har fået et barn uden for ægteskab. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2015 lærte sin eks-kæreste [B] at kende via Tinder. I 2016 fortalte ansøgeren sin mor og søster, [C], om sit forhold til [B], da hun ønskede deres accept. Ansøgeren fik ikke sin mors accept, men bad alligevel hende om at fortælle ansøgerens far om sit forhold til [B] med henblik på at få hans accept. Ansøgerens far accepterede ikke forholdet og bad derefter ansøgeren om at gøre ende på det, hvilket hun nægtede. Ansøgerens far og bror truede herefter ansøgeren med, at de ville tvinge hende til at flytte tilbage til familiens bopæl, hvis hun ikke gjorde ende på forholdet med [B]. Hun fortsatte derfor forholdet i skjul. I sommeren 2018 valgte hun at udrejse af Marokko, så hun kunne være sammen med [B]. Hun har siden fået et barn sammen med [B], som hun ikke længere har et romantisk forhold til. For Flygtningenævnet har ansøgeren yderligere forklaret, at hendes bror vil fjerne hende fra jordens overflade. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har vendt sin familie ryggen og fået et barn uden for ægteskab efter udrejsen af Marokko. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har den påståede konflikt med sin familie, herunder sin far. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren har taget en uddannelse som [profession], at hun har arbejdet som [profession] i Casablanca, og at hun har boet alene i Casablanca med nogle andre piger i en bolig i en årrække, og at hun ikke er blevet forsøgt gift bort, uagtet hun ved udrejsen var [tal] år, hvilket står i modstrid til den påståede konflikt med familien, som følge af, at faren var religiøs og meget traditionel anlagt. Flygtningenævnets flertal har videre lagt vægt på, at ansøgeren flere gange i forbindelse asylprocessen har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om trusler fra hendes familie, herunder fra hendes far. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Med hensyn til ansøgerens søn, [D], statsborgerskab, bemærkes, at Udlændingestyrelsen den [nærmere angiven dato] 2021 har modtaget svar fra den marokkanske ambassade vedrørende muligheden for at få et barn af en anden nationalitet registreret som marokkansk statsborger. Den marokkanske ambassade har bekræftet, at ansøgeren kan viderebringe sit statsborgerskab til sin søn. Endvidere har den marokkanske ambassade oplyst, at alle børn født efter den 2. april 2007 automatisk opnår statsborgerskab, og at det ikke er nogen hindring, at ansøgerens søn eventuelt opnår syrisk statsborger. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at [D] er registreret som marokkansk statsborger hos de danske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” maro/2021/7/ehd