Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2019, 2020 og 2021 idømt fængsel i henholdsvis seks, syv og tre måneder for overtrædelse af straffeloven, samt ved de tre domme udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen. Han er født i [by], hvor han boede frem til han var 11 år. Herefter flyttede han til [by], Eritrea, hvor han boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er udrejst illegalt af Eritrea, samt at han ikke vil indkaldes til nationaltjeneste. Videre har han anført, at han har været fængslet i Eritrea, idet hans ven, [A], beskyldte klageren for at have slået ham. Klageren blev løsladt efter to til tre måneders fængsling som følge af manglende beviser. Ved løsladelsen fik klageren at vide, at han skulle indskrive sig til nationaltjeneste. Klageren skrev sig dog ikke op, idet han i stedet udrejste af landet. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen i den berigtigede afgørelse [fra foråret] 2021, at klageren som eritreisk statsborger risikerer at blive indkaldt til at aftjene nationalitetstjeneste i Eritrea, hvilket han ikke ønsker, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse dels i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse, dels i forhold til om klageren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Klageren blev ved [domstols] dom [fra foråret] 2020 straffet med fængsel i 7 måneder for overtrædelse af straffelovens § [x] og § [x] samt knivloven, ved [domstols] dom [fra foråret] 2020 straffet med fængsel i 7 måneder for overtrædelse af straffelovens § [x], § [x], og ved [domstols] dom [fra foråret] 2021 straffet med fængsel i 3 måneder, som omfattede en reststraf efter prøveløsladelse på [antal] dage, for overtrædelse af straffelovens § [x], og § [x]. Klageren er i forbindelse med overtrædelsen af straffelovens § [x], dømt for i forening med flere andre personer efter forudgående aftale at have frarøvet en person dennes [genstand] ved at tildele personen et slag i ansigtet, og han er i forbindelse med de to overtrædelser af § [x], dømt for henholdsvis at have tildelt en fængselsbetjent et knytnæveslag i ansigtet og at have spyttet efter en politibetjent. Flygtningenævnets flertal finder, at der er tale om forbrydelser af særlig farlig karakter i flygtningekonventionens forstand. Flertallet har lagt vægt på, at tiltalte er dømt for flere tilfælde af personfarlig kriminalitet og på den samlede længde af de idømte fængselsstraffe. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flertallet har lagt vægt på at klageren gentagne gange har begået personfarlig kriminalitet, hvilket skaber en formodning for, at han vil begå ny ligeartet kriminalitet i fremtiden. Klageren indrejste i Danmark som 16-årig i 2015. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har kortvarigt været i praktik i et supermarked og i en restaurant, men har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark og har ikke gået i skole eller været i gang med en uddannelse. Han taler tilstrækkeligt dansk til at begå sig i hverdagen. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Eritrea. Han er opvokset i Eritrea og har gået i skole der indtil 5. klasse. Han er således ikke uden forudsætninger for at klare sig i landet. Flygtningenævnets flertal finder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2021/8/CARA
