Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en tunesisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de tyske myndigheder havde ydet manglende beskyttelse og opfølgning i forbindelse med overgreb mod klageren på det center, hvor han var indkvarteret i Tyskland. Klageren havde ligeledes følt sig tvunget til at tage medicin, fordi han havde det psykisk dårligt. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren overfor DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han som mindreårig er blevet udsat for overgreb på et asylcenter for mindreårige i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste, vedrørende de tyske myndigheders håndtering og opfølgning på overgrebene, ikke kan føre til et andet resultat. Nævnet finder, at såfremt klageren føler, at de tyske myndigheder har ydet en mangelfuld beskyttelse og opfølgning, kan han klage herover til en overordnet tysk myndighed. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som følge af overgrebene fik det psykisk dårligt, og at han i den forbindelse følte sig tvunget til at tage medicin, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet tysk myndighed over den sundhedsbehandling, han har modtaget i Tyskland. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2021/16/MIMA
