Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en irakisk mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens asylsag var endeligt afsluttet i Sverige, at klageren var tæt tilknyttet til sin herboende familie, samt til de generelle forhold for flygtninge i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om asyl i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans sag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i slutningen af] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hans asylsag er endeligt afsluttet i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de svenske myndigheder har accepteret at modtage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at det allerede på denne baggrund må kunne lægges til grund, at klagerens asylsag i Sverige er uafsluttet. Nævnet finder således ikke anledning til at kontakte de svenske myndigheder med henblik på at indhente oplysninger om klagerens sag i Sverige. Det anførte om klagerens helbredsmæssige problemer, herunder det forhold at klageren er diagnosticeret med epilepsi og modtager medicin herfor, samt at han er gangbesværet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne lægebehandling, hjælp og støtte i Sverige. Nævnet bemærker, at det forudsættes, at de danske myndigheder forud for udsendelsen af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de svenske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige problemer samt den behandling, som han har modtaget i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klagerens tre brødre, to søstre og forældre opholder sig i Danmark, samt det forhold, at klageren og klagerens søster har oplyst, at klageren har et stort behov for familiens hjælp og støtte, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at der mellem klageren og hans herboende familie foreligger et afhængighedsforhold om-fattet af Dublinforordningens artikel 16. Nævnet har i vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren har været i stand til at opholde sig i Sverige i en længere periode uden kontakt til eller hjælp fra sin herboende familie. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/8/rila.
