Dublin Familierelationer og aegteskabslignende forhold
Dublin Modtageforhold
Dublin - Asylproceduren
Dublin
Artikel 13 (Indrejse og eller ophold)
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en syrisk mand, der indrejste ulovligt i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens to nevøer var bosiddende i Danmark og til de generelle forhold for flygtninge i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [dato i begyndelsen af] 2021 indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [dato i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder således ikke, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller modtageforholdene i Spanien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet skal herved henvise til AIDA’s Country Report: Spain, 2020 Update fra april 2021, hvor det blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Oplysningen om, at 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke blev indkvarteret i efteråret 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det må – sammenholdt med øvrige baggrundsoplysninger – lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne i de konkrete tilfælde ikke er nærmere belyst. Det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved overførsel til Spanien. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at situationen for mange asylansøgere er forværrede som følge af COVID-19, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af de tidligere nævnte baggrundsoplysninger, at klageren vil have adgang til indkvartering, og at klageren som asylansøger – og såfremt der måtte opstå behov herfor – har ret til samme niveau af sundhedsydelser som spanske statsborgere. Det bemærkes i øvrigt, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han er sund og rask. For så vidt angår det oplyste om klagerens to nevøer, skal Flygtningenævnet bemærke, at relationen mellem klageren og hans to voksne nevøer ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder således ikke, at det faktum, at klageren betragter den ene nevø som sin lillebror, og at de har været nære under deres opvækst, kan føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2021/4/DH