Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en algerisk mand, der havde visum til Frakrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig, herunder adgangen til asylproceduren og til indkvartering. Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til, at klageren i Frankrig frygter den algeriske efterretningstjeneste, idet han har oplevet dem operere i Frankrig. Endelig ønskede klageren sin asylsag behandlet i Danmark, idet han var bange for ikke at blive anerkendt som flygtning i Frankrig, idet han i Frankrig havde en bekendt, der ligesom ham var journalist, og som havde fået afslag på asyl. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter at få afslag på asyl, idet hans bekendte, der ligesom klageren er journalist og flygtet fra Algeriet, har fået afslag på beskyttelse i Frankrig, og at klageren hellere vil have sin sag behandlet i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det kan videre ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han i Frankrig føler sig utryg, fordi der bor mange fra Algeriet i Frankrig, og fordi de algeriske myndigheder har kontakt til de franske. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at den algeriske efterretningstjeneste opererer i Frankrig, idet han under en demonstration opdagede at blive forfulgt af efterretningstjenesten. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren oplever problemer i Frankrig, henvises klageren til at tage kontakt til de franske myndigheder, herunder det franske politi, som må antages at have viljen og evnen til at beskytte klageren. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene i Frankrig, at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU-charteret om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. EU-Domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), særligt præmis 86. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvarteringsmuligheder. Det fremgår således af AIDA, Country Report: France 2020 Update, fra marts 2021, at “only about 51 % of asylum seekers eligible for material reception conditions were accommodated at the end of 2020”. Samtidig fremgår det, at asylansøgere, der ikke bliver indkvarteret, modtager et dagligt tillæg på 7,40 euro, som dog af AIDA fortsat vurderes som værende for lavt til at skaffe sig adgang til det private boligmarked. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at situationen for mange asylansøgere er forværret som følge af covid-19, hvorved der kan være større besvær forbundet med registrering af asylansøgninger og adgang til indkvartering og dermed risiko for at leve på gaden, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de tidligere nævnte baggrundsoplysninger, og det bemærkes videre, at klageren som asylansøger – og såfremt der måtte opstå behov herfor – har ret til samme niveau af sundhedsydelser som franske statsborgere. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2021/4/AJEV
