Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1995 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk bosnier og muslim af trosretning fra [A], [B], Bosnien-Hercegovina. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel som følge af, at han har været vidne til krigsforbrydelser. Klageren har til støtte herfor anført, at han var soldat under krigen i det tidligere Jugoslavien, og at han var vidne til, at to bosniske kaptajner i 1991 skød klagerens kaptajn og torturerede serbiske fanger. Klageren har endvidere anført, at han to til tre måneder efter disse episoder blev sendt i en fangelejr, fordi han er muslim. Kroaterne forsøgte slå klageren ihjel i lejeren, men [C] forhindrede dette ved at registrere klageren. Klageren har som asylmotiv endvidere oplyst, at der er en gruppe personer, som vil slå ham ihjel. Klageren har til støtte herfor anført, at han er blevet jagtet af en gruppe personer, hver gang han har været på ferie i Bosnien-Hercegovina. Klageren har endvidere anført, at han en gang blev jagtet af en gruppe personer i en bil. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ikke har nogen fremtid i Bosnien-Hercegovina. Klageren har til støtte herfor anført, at der ikke er nogen muligheder, at klageren ikke har noget sted at bo, at der ikke er nogen sygesikring, og at klageren vil sulte ihjel og ligge på gaden. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet efter de lægelige oplysninger lægger til grund, at klageren er diagnosticeret med PTSD og skizofreni, og nævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af en supplerende psykiatrisk erklæring om klagerens PTSD, ligesom nævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med to kaptajner i Bosnien, eller at han har en konflikt med en unavngiven gruppe, som er efter ham, fordi han har overværet de to kaptajner udsætte serbiske fanger for krigsforbrydelser. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om asylmotivet. Klageren forklarede således til samtalen [i foråret] 2021 med Udlændingestyrelsen, at han deserterede fra militæret i Bosnien i 1992, og at han i 1991 så de to kaptajner slå klagerens kaptajn ihjel, og at det skete to til tre måneder, inden klageren kom i fangelejr. Klageren ses ikke at have forklaret herom i sin oprindelige spontansag fra 1995. Af oplysningerne fra klagerens spontansag fremgår, at klageren frivilligt lod sig mobilisere for den bosniske hær efter krigsudbruddet i [foråret] 1992, og at han [i efteråret] 1992 blev fritaget for tjeneste i hæren, fordi ”han var blevet skør i hovedet af krigen”, og at han herefter blev holdt fanget i fangelejren [D], hvor han blev udsat for vold og mishandling. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at klageren til samtalen [i foråret] 2021 forklarede, at han efter at have opholdt sig i Danmark i 17-20 år besøgte Bosnien fem til seks gange, hver gang af tre måneders varighed. Klageren forklarede herefter, at han ved hvert besøg i Bosnien én gang blev opsøgt af en gruppe, der ville slå ham ihjel, og at det skete både om dagen og om natten. Herefter forklarede klageren, at gruppen kom efter ham otte gange, hvorefter klageren ændrede antallet af gange, han har været tilbage i Bosnien otte til ni gange, men at han ikke kunne huske det. Klageren forklarede endvidere, at gruppen opgav at jage ham, når han stak af, men at gruppen vidste, hvor han boede, men at den aldrig kom til bopælen, hvor de ikke kunne komme ind, fordi der var monteret en sikkerhedsdør. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at forklaringen fremstår usandsynlig, konstrueret og utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at det er utroværdigt, at klageren skulle tage tilbage til Bosnien flere gange, hvis han blev forfulgt, og at forfølgerne alene på grund af en sikkerhedsdør skulle afstå fra at opsøge klageren på bopælen, hvis de ønskede at slå klageren ihjel. Flygtningenævnet har ved vurderingen været opmærksom på klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren er diagnosticeret med PTSD og skizofreni, men nævnet har ikke fundet, at dette kan føre til en anden vurdering. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at klagerens konflikt med kroaterne, som ville slå ham ihjel i en koncentrationslejr i 1992, må anses for at være en afsluttet konflikt, og at det ikke kan lægges til grund, at klageren har en konflikt med bosniere og serbere. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er mere end 25 år, siden klageren udrejste af Bosnien-Hercegovina. Der har i en længere årrække været fred i Bosnien-Hercegovina, og de generelle forhold i Bosnien-Hercegovina kan ikke begrunde, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det forhold, at klageren ikke har noget sted at bo i Bosnien-Hercegovina, og at han ikke ser nogen fremtid der, kan heller ikke føre til, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet socio-økonomiske forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet af § 7 i udlændingeloven. Klagerens helbredsmæssige forhold kan heller ikke føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren flere gange i lange perioder har opholdt sig i Bosnien-Hercegovina, og at den medicin, der er relevant for klageren, efter de foreliggende oplysninger er tilgængelig i Bosnien-Hercegovina. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bosn/2021/1/EDO
