Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og ateist. Han er født og opvokset i [område] i Damaskus og har senest opholdt sig i [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet klageren har nægtet at udføre militærtjeneste og er eftersøgt. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter den frie syriske hær, ISIL og Al-Nusra, idet han har nægtet at kæmpe for deres fælles front. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er registreret for at have aftjent militærtjeneste for den syriske hær i omkring år 2000 til 2002. Klageren var menig i seks måneder og fungerede som sergent i halvanden måned, og han betalte bestikkelse for at blive registreret for aftjening af omkring to års værnepligt. Klageren afsonede senere en dom på fængsel i fem år for at have deserteret, og han blev udsat for fysiske overgreb i fængslet. Klageren blev på ny indkaldt til militærtjeneste i den syriske hær omkring et år før sin udrejse i 2014. Klageren blev et halvt år efter indkaldelsen stoppet ved en kontrolpost. Han blev slået og fængslet, og hans familie betalte et stort beløb for hans løsladelse. Hans mor er efterfølgende blevet tilbageholdt af den syriske efterretningstjeneste, fordi klageren er efterstræbt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende klagerens konflikt med den frie syriske hær, ISIL og Al-Nusra oplyst, at de ønskede, at klageren skulle kæmpe for deres sammenslutning i [syrisk by]. To mænd mødte op på klagerens bopæl, hvor de truede klagerens familie. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og udlændingelovens § 31 er derfor til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland, Syrien. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller § 25, ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Afvejningen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet har lagt vægt på oplysningerne om, at klageren fire gange er dømt for personfarlig kriminalitet, herunder senest ved Retten i Sønderborgs dom [fra slutningen af] 2019 med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, samt lovgivningen om euforiserende stoffer mv. Ved den seneste dom blev tiltalte, der ved to tidligere straffedomme var blevet udvist betinget, endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. De tidligere domme omfatter bl.a. overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 (spyt mod en polititjenestemand), straffelovens § 245, § 266 og § 123 (grov vold med bl.a. kniv, trusler på livet og vidnetrusler begået mod daværende ægtefælle) og straffelovens § 121 og § 266 (fornærmelig tiltale mod en kommunalt ansat familiekonsulent og trusler på livet). Det fremgår af sagen, at klageren fortsat ikke, bortset fra en enkelt telefonisk kontakt for et par måneder siden, har kontakt med sine børn, som han har fået sammen med sin tidligere ægtefælle, og at børnene ifølge Det Centrale Personregister er udrejst af Danmark i efteråret 2019, og hensynet til familiens enhed taler derfor ikke for fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ved vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren efter karakteren af den senest pådømte personfarlige kriminalitet og narkotikakriminalitet, der ligger i forlængelse af andre fængselsdomme for personfarlig kriminalitet, er dømt for en særlig farlig forbrydelse og derfor må betragtes som en fare for samfundet efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og at han derfor skal udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forklaring for nævnet om sine helbredsmæssige og personlige problemer, herunder hans misbrug af euforiserende stoffer, efter bl.a. de overgreb, som han har været udsat for under fængslingerne i Syrien, og oplysningerne om de iværksatte behandlingstiltag kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/77/CERA
