Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Kuwait men opvokset i Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren er født i Kuwait, Under en familieferie i Libanon udbrød der uroligheder i Libanon og klagerens mor fik det i den forbindelse psykisk dårligt. Klageren og hans søster blev derfor sammen med deres mor i Libanon, hvor de boede ved klagerens farmor i en flygtningelejr, mens klagerens far tog tilbage til Kuwait for at arbejde. Klagerens far valgte senere at flytte til Danmark og [i efteråret] 1990 blev klageren familiesammenført til sin far. I 1993 eller 1994 var klageren tilbage i Libanon for at besøge sin mor i 14 dage. Klageren oplevede ingen problemer med myndighederne eller andre parter i forbindelse med klagerens ophold i Libanon. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hans fætter for 8-10 år ved et uheld dræbte et familiemedlem til en højtstående person fra Hizbollah, som kræver blodhævn. Klageren frygter som følge heraf repressalier fra Hizbollah og familien til den afdøde. Klageren frygter også myndighederne, fordi Hizbollah samarbejder med regeringen i Libanon. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klagerens sag skal vurderes i forhold til Libanon som hjemland, hvor klageren har haft sin opvækst forud for udrejsen til Danmark, og at han er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som klageren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder ved sin vurdering heraf, at klagerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af sin fætters konflikt ikke kan lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret, at han ikke personligt er blevet kontaktet af nogen hverken eller har oplevet problemer som følge af, at klagerens fætter under et ophold i Libanon for 8-10 år siden kørte en person ihjel. Hertil kommer, at hans fætter har et andet efternavn end klageren, og at det forekommer usandsynligt, at den påkørtes familie skulle ønske at hævne sig på klageren, som var i Danmark, da ulykken skete. Klagerens forklaring om, at hans faster, der er mor til den fætter, der påkørte personen, er blevet chikaneret under et senere ophold i Libanon, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om, at han befinder sig i en personlig usikkerhedssituation som følge af hans onklers politiske aktiviteter til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har kunnet forklare nærmere om, hvorfor eller hvordan han skulle være i risiko, og at han ikke har oplevet problemer, heller ikke i forbindelse med, at han i 1993 eller 1994 opholdt sig i Libanon på et ferieophold. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren ikke ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at han ikke risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at det forhold, at klageren ikke ved, om han kan indrejse i Libanon, ikke kan føre til en ændret vurdering. Der er ikke grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, og de generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre klageren livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. Efter det oplyste om karakteren af klagerens helbredsmæssige problemer finder Flygtningenævnet, at disse efter det oplyste ikke er så livstruende, at disse i sig selv kan være asylbegrundende. Hertil kommer, at adgang til lægelig behandling ikke i selv kan begrunde opholdstilladelse. Herefter, og da udlændingelovens § 31 derfor heller ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon, hvis han ikke udrejser frivilligt, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/5/smla
