Nævnet stadfæstede i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold for palæstinensere, herunder i særdeleshed de generelle forhold for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene for palæstinensere i Irak blev forværret efter Saddam Husseins fald i 2003. Ansøgerens far blev udsat for chikane og trusler, ligesom ukendte maskerede mænd har ransaget hendes families bopæl mange gange. En ikke nærmere angivet dato i vinteren 2005-2006, blev ansøgerens families bopæl opsøgt af maskerede mænd, der startede en brand i lejligheden, som hendes far efterfølgende fik slukket, hvorved han fik skader på hænder og fødder. Ansøgeren flygtede i 2006-2007 sammen med sin familie til Syrien, fordi hun frygtede for sit og sin families liv. Familien tog ophold i Yarmouk-lejren. Familien boede her, indtil de på grund af krigen i Syrien flygtede til Tyrkiet. Her opholdt de sig frem til 2015, hvor de flygtede til Danmark. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA´s beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon. Moren er registreret hos UNRWA som statsløs palæstinenser fra Libanon. Morens sag har været genoptaget efter praksisændringen, og blev afgjort særskilt [efteråret] 2019, hvor moren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indledningsvist skal nævnet bemærke, at ansøgerens far har oplyst, at hans forældre omkring 1948 flygtede fra Haifa til Irak, hvor de opholdt sig, frem til de døde. Ansøgerens far er født i Bagdad, og ansøgeren og resten af hendes familie levede frem til udrejsen i et område, hvor der fortrinsvist boede statsløse palæstinensere. Både ansøgeren og hendes far har gået i skole i Irak, og hendes far haft arbejde. Ansøgeren og hendes far har fået udstedt legitimationspapirer, idet ansøgeren har fået udstedt en fødselsattest, en familiebog og et rejsedokument. Hverken ansøgeren eller hendes far har været registeret hos UNRWA. Flygtningenævnets praksisændring i [sommeren] 2018 omfattede statsløse palæstinensere fra UNRWA-mandatområderne, hvorimod statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA-mandatet, ikke blev berørt, idet det af referatet fra mødet i nævnets koordinationsudvalg fra den 29. august 2018 fremgår, at disse fortsat skal vurderes i forhold til det land, hvori de har haft bopæl og ikke efter flygtningekonventionens artikel 1D. Det følger af en mangeårig praksis, at der foretages en hjemlandsbedømmelse for statsløse palæstinensere fra lande, der ikke er omfattet af UNRWA mandatet, og nævnet finder ikke grundlag for at fravige denne praksis. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på UNHCR´s Guidelines, der indeholder anbefalinger til de nationale myndigheder om behandlingen af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra UNRWA-områderne, herunder punkt 8 og 9 og de deri indeholdte definitioner af, hvilke persongrupper, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1 D. Der er imidlertid tale om et fortolkningsbidrag, der ikke er bindende for nævnet. Det bemærkes videre, at praksis fra EU-domstolen i dommene C-31/09 af 17. juni 2017 (Bolbol-sagen), C-364/11 af 19. december 2012 (El Kott sagen) og C585/16 af 25. juli 2018 (Serin Alheto sagen) alle omhandler statsløse palæstinensere fra UNRWA´s mandatområder. Den omstændighed, at ansøgerens mor er statsløs palæstinenser fra Libanon og er registreret hos UNRWA kan ikke føre til en ændret vurdering, og det samme gælder den omstændighed, at ansøgeren i 4 til 6 år efter udrejsen fra Irak har opholdt sig i Yarmouk-lejren i Syrien. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren heller ikke i forbindelse med dette ophold blev registreret hos UNRWA, og at ansøgerens forklaring for nævnet om, at familien levede af hjælp fra UNRWA, er udbyggende i forhold til, hvad hun og hendes far tidligere har forklaret, idet de begge tidligere har forklaret, at faren havde arbejde, og at de modtog hjælp fra familiemedlemmer. Nævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Irak som hjemland. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer om asylmotivet til grund på samme måde som i de tidligere afgørelser fra [vinteren] 2017 og [efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens familie i Irak er blevet chikaneret på gaden, og at familiens bopæl flere gange er blevet opsøgt af ukendte maskerede mænd, der har ransaget bopælen og intimideret ansøgeren og resten af hendes familie. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at der i forbindelse med en af ransagningerne omkring 2005 opstod en mindre brand i familiens lejlighed, som ansøgerens far umiddelbart efter fik slukket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke efter den forklaring, ansøgeren og hendes forældre har afgivet om episoden, lægge til grund, at branden blev påsat i den hensigt, at den skulle forårsage ansøgerens og hendes families død eller forårsage alvorlig skade på dem. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren og hendes familie først forlod Irak et til to år efter denne episode. Uanset, det således kan lægges til grund, at ansøgerens familie har oplevet chikane fra lokalbefolkningen i Irak herunder i form af opsøgninger på bopælen, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene har en sådan intensitet eller karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende aktuelle baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation for statsløse palæstinensere i Bagdad, om end meget vanskelig, ikke i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at de irakiske myndigheder har oplyst, at palæstinensere, der har opholdt sig udenfor Irak i mere end 6 måneder, vil få deres opholdstilladelse annulleret og ikke vil kunne få udstedt irakiske rejsedokumenter, kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at et generelt indrejseforbud for en bestemt befolkningsgruppe efter fast praksis ikke i sig selv indebærer, at nævnet ikke kan foretage en asylretlig vurdering i forhold til det pågældende land. Videre vurderer nævnet ikke, at de irakiske myndigheders indrejseforbud udgør forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." [Stat 2020/73/YARS]
