Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1985. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31.Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Klageren har været medlem af en politisk organisation. Klageren har været medlem af og aktiv for den palæstinensiske organisation Fatah to år forud for hans udrejse af Libanon. Klageren modtog betaling for at være ”fidai” i organisationen. Klageren har oplyst at han stod vagt for bevægelsen og ikke havde andre opgaver for Fatah. Videre har han oplyst, at han blev medlem af Fatah, fordi det var almindeligt, at man blev medlem af Fatah bevægelsen, fordi der ikke var andet arbejde. Han har oplyst at det var Fatah bevægelsen, der bestemte, at klageren skulle være medlem. Han ønskede ikke at være medlem af bevægelsen, men han sagde ikke dette til bevægelsen, for det kunne man ikke sige til dem. Klageren har som asylmotiv henvist til, at en udsendelse til Libanon vil være enden på hans liv. Han har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at de libanesiske myndigheder vil tage ham, idet han tidligere er blevet tilbageholdt af dem. Han har som asylmotiv endvidere henvist til, at den syriske regering vil tage fat i ham, fordi der er krig i Syrien. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke har nogen steder at bo i Libanon, ligesom han ikke har nogen til at passe på ham. Han har derimod levet i Danmark siden 1985, hvor han føler sig hjemme, fordi han kender personer her. Han har yderligere henvist til, at han har psykiske lidelser, som han modtager behandling for i Danmark. Klageren har til støtte for sin frygt for at blive tilbageholdt af de libanesiske myndigheder henvist til, at de libanesiske myndigheder kan finde ud af, at han blev tilbageholdt af dem i ni måneder omkring 1983-1984, fordi han var palæstinenser med tilknytning til Fatah-bevægelsen. Klageren har til støtte for sin frygt for, at de syriske myndigheder vil tage fat i ham, fordi der er krig i Syrien, henvist til, at der er kontrolposter, og at man ikke ved, hvad der kan ske ved dem. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som klageren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelse af 14. februar 2019 – at det ikke længere kan lægges til grund, at klageren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne eller grupperinger i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne eller grupperinger er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet finder, at klageren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens oprindelige rejselegitimation udstedt af de libanesiske myndigheder ligger hos de danske udlændingemyndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge klageren forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende og udbyggende om de angivelige tidligere konflikter. Han har således forklaret udbyggende om fængslingen i forhold til sin asylafhøring i 1985. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre nærmere for, hvem han frygter i Libanon, men at han alene påberåbte sig de generelle forhold i Libanon. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren udrejste legalt af Libanon i 1985, og at han i 2013 indrejste legalt i Libanon og opholdt sig der to gange i en måned hver gang uden at opleve problemer med myndighederne eller andre. Det ændrer ikke herved, at klageren indrejste på sit danske konventionspas de to gange i 2013. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen – tiltræder nævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han igen vil kunne få adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Stat/2020/68/NBR]
