Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Ansøgeren søgte asyl i 2017. I 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og senere i 2018 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. I 2018 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling som følge af nævnets praksisændring i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon. I 2020 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra Balabak, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med den oprindelige asylsag og genoptagelsen af sagn henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at gruppen Saraya al-Muqawama, vil sende ham i krig i Syrien, da han tidligere har været medlem af gruppen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udleveret til Hamas, fordi han er palæstinenser. Ansøgeren har derudover henvist til de generelle uroligheder i Libanon, efter Donald Trump har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han ikke længere vil kunne se sin ægtefælle og sine børn, hvis han vender tilbage til Libanon. Endelig har ansøgeren, efter at sagen blev genoptaget, henvist til, at han frygter ikke at ville kunne modtage behandling for sin øjensygdom i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2006 blev medlem af gruppen Saraya al-Muqawama, som er en del af Hizbollah. I starten af 2007 blev ansøgeren sendt i træningslejr tæt på den syriske grænse, hvor der var tilrettelagt tre træningsforløb. Ansøgeren deltog i de to første træningsforløb, hvor de blev trænet i at håndtere et våben og i at bevæge sig igennem forhindringer. Under ansøgerens tredje træningsforløb, fik de at vide, at ISIL var rykket tættere på grænsen, og at ISIL befandt sig omkring 25 kilometer fra deres position. På et ukendt tidspunkt blev deres grænseposition beskudt, men de kunne ikke se de angribende grupper. Samme aften blev deres lejr angrebet af ISIL, hvorefter ansøgeren blev taget til fange sammen med fem andre. Ansøgeren blev udsat for grove fysiske overgreb og afhørt om, hvilken gruppe han tilhørte. Den lejr, hvor ansøgeren blev holdt fanget, blev efter nogle uger angrebet. I forbindelse med en eksplosion i lejren lykkedes det ansøgeren og de øvrige fem personer at flygte fra ISIL. Ansøgeren kom efterfølgende til en landsby, hvor han fik hjælp og behandling af Røde Kors. Efterfølgende overgav de ansøgeren til de libanesiske myndigheder, som afhørte ham om, hvor han havde været. Ansøgeren forklarede, at han havde forsøgt at krydse grænsen illegalt, da han var bange for at blive tilbageholdt af myndighederne, hvis han fortalte dem sandheden om, hvor han havde været. I 2010 rejste ansøgeren til Danmark på visum. Da han kom til Danmark, ringede hans søster, og hun fortalte ansøgeren, at Hizbollah havde opsøgt hende og spurgt efter ansøgeren. Efter nogle dage, kontaktede ansøgeren sin ven, som bekræftede, at ansøgeren var eftersøgt af Hizbollah, og at ansøgerens navn fremgik af en liste, som Hizbollah havde del rundt i flygtningelejren. Ansøgeren valgte derfor, at han ikke ville rejse tilbage til Libanon, og han søgte derfor familiesammenføring med sin ægtefælle i[et andet europæisk land] Sverige. I 2015 udløb ansøgerens opholdstilladelse i [det andet europæiske land], og han fik den ikke fornyet. På et ukendt tidspunkt i 2016 blev ansøgerens bror kidnappet af en ukendt gruppe. Broren blev i den forbindelse afhørt om deres far og om ansøgeren. Broren blev løsladt efter afhøringen. [I efteråret] 2017 søgte ansøgeren om asyl, efter at være blevet anholdt af det danske politi. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret for at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ved vurderingen heraf finder nævnet – som Udlændingestyrelsen i afgørelserne af [..] 2018 og […] 2020 samt Flygtningenævnets afgørelse af […] 2018 – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har eller har haft en asylbegrundende konflikt med hverken myndighederne eller grupperinger i Libanon, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, eller at han som følge af en konflikt med myndighederne eller grupperinger er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvem han frygter og om, hvorfor han er udrejst af Libanon. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sit asylmotiv, ligesom han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra igen at vende tilbage til sit hjemområde i Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at de libanesiske myndigheder tidligere har udstedt ID-kort og et rejsedokument til ansøgeren. På den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det antages, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation og indrejsetilladelse af de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at ansøgeren frygter ikke at kunne få behandling for sin øjensygdom kan ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat under asylsagen, at ansøgeren frygter ikke at kunne se sin ægtefælle og børn ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat 2020/65/MNR
