Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Algeriet. Sagen blev sambehandlet med ansøgerens to søskendes sager. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni muslim fra Bab Ezzouar, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Libanon, men hun ikke ønsker at tage ophold i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ingen tilknytning har til Libanon, herunder ingen familie. Videre, at hun aldrig har været i Libanon og at det er et fremmed land for ansøgeren. Endelig, at hun ikke er registeret i det libanesiske folkeregister, og at det ville være urealistisk, at hun skulle tage ophold i Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Algeriet henvist til, at hun er blevet udsat for diskrimination på baggrund af sin etnicitet. Videre, at hun er blevet udsat for chikane på baggrund af sin etnicitet og sin religion. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens farfar flygtede fra Palæstina i 1948 til Libanon i forbindelse med oprettelsen af staten Israel. Ansøgerens forældre er født i Libanon, hvor de boede, indtil de forlod landet i 1982, hvor en lang række PLO-soldater blev evakueret fra landet. Såvel ansøgerens farfar som hendes forældre har været registreret hos UNRWA. Ansøgerens far har sørget for, at også ansøgeren er registreret hos UNRWA med henblik på, at hun vil kunne gøre et kompensationskrav gældende i relation til familiens oprindelige ejendom i Palæstina, hvis der måtte blive fundet en forligsmæssig løsning på konflikten. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Algeriet, og at hun ingen tilknytning har til Libanon, hvor hun aldrig har været, ligesom hun heller ikke har været i andre dele af mandat-området. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, hvor ansøgeren aldrig har været i mandat-området, at ansøgeren, selvom hun formelt er registreret under UNRWA, aldrig har nydt eller søgt UNRWAs beskyttelse eller bistand. Ansøgeren er således ikke omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 D. Ansøgeren må således, i overensstemmelse med Flygtningenævnets langvarige praksis, som statsløs palæstinenser asylretligt vurderes i forhold til det land, hvor hun havde fast bopæl – i det foreliggende tilfælde Algeriet. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2015 stadfæstet Udlængestyrelsens afgørelse i forhold til Algeriet. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7 for opfyldt.” stat/2020/54/imbs
