Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra [område], Libanon. Klageren har været medlem af en politisk organisation, idet han som 15 årig blev optaget i al-Fatah, som senere blev til PLO. I 1977-1978 var klageren i Ukraine, hvor han blev trænet i våbenbrug. Han vendte tilbage til Libanon og arbejdede som våbenmekaniker i 3-4 måneder. Klageren tog herefter ophold i [område], hvor der var et våbenlager tilhørende al-Fatah. Klageren arbejdede for al-Fatah indtil udrejsen fra Libanon. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil blive arresteret af de libanesiske myndigheder og sat til at afsone en dom på livsvarigt fængsel for manddrab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans søster for 4 år siden rejste fra Danmark til Libanon, og at hun i udrejsekontrollen blev spurgt om klagerens opholdssted. Klageren anser derfor sig selv for forsat at være eftersøgt i Libanon. Klageren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Libanon forventer, at han ikke kan få lægebehandling, samt at han ikke vil have råd til at købe medicin, og at han ikke ved, om det er muligt at købe den nødvendige medicin. Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede den 29. august 2018 at ændre nævnets praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området. På denne baggrund besluttede Flygtningenævnet den 29. august 2018 at genoptage sagen, udsætte udrejsefristen og hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling i første instans. Efter det under sagen fremlagte UNRWA familieregistreringskort samt efter klagerens oplysninger om, at klagerens familie har modtaget hjælp fra UNRWA, tiltrædes det, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. Det tiltrædes endvidere, at klageren er omfattet af samme bestemmelses 2. pkt. Klageren er isoleret set berettiget til konventionsstatus i Danmark, idet han opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at skulle afsone en langvarig fængselsdom, hvilket sammenholdt med oplysningerne om fængselsforholdene i Libanon og klagerens helbredsforhold sandsynliggør, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling. Nævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Der er herved lagt vægt på oplysningerne om den særdeles alvorlige kriminalitet, som klageren er blevet dømt for i Danmark, senest ved Østre Landsrets dom af 18. september 2002, hvor han blev fundet skyldig i alvorlig sædelighedskriminalitet og dømt til tidsubegrænset anbringelse på psykiatrisk hospital for sindslidende samt udvist med indrejseforbud for bestandig. Efter karakteren og omfanget af den personfarlige kriminalitet, som klageren er blevet dømt for i Danmark, finder nævnet, at klageren er dømt for særlig farlige forbrydelser og udgør en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Oplysningerne om klagerens aktuelle helbredsmæssige forhold – såvel somatiske som psykiske – og den endelige ophævelse af den ved dommen i 2002 idømte foranstaltning i 2014 kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om udelukkelse. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens fire voksne børn, hans mor og tre søskende alle er danske statsborgere og bor i Danmark, at klageren har oplyst, at han har kontakt til sin familie, og at der nu er gået mange år, siden de forhold, der gav anledning til udvisningen, blev begået. Nævnet tiltræder således, at der efter en samlet vurdering ikke foreligger særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at klageren uanset oplysningerne om de begåede særdeles alvorlige strafbare forhold ud fra en proportionalitetsvurdering skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Da klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, tiltrædes det, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at han udsendes tvangsmæssigt til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2020/38/ACA
