soma20214

Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Miir Taqwo Shabelle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive yderligere omskåret, at hendes forældre vil blive slået ihjel, at hun vil blive taget til slavehandel eller tvangsgift, at blive kidnappet samt de generelle forhold. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter voldtægt, tvangsægteskab, konsekvenser som følge af tilknytning til en minoritetsklan og yderligere omskæring. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han på vegne af ansøgeren frygter tvangsægteskab, omskæring, voldtægt og de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er blevet omskåret en lille smule, og at hun er bange for, at hun vil blive yderligere omskåret, hvis hun skulle vende tilbage til Somalia. Ansøgerens mors mormor fik ansøgeren omskåret efter ansøgerens mors udrejse. Ansøgeren frygter, at hendes forældre vil blive slået ihjel, idet de har været i udlandet, at hun vil blive taget til slavehandel eller blive gift med et medlem af al-Shabaab eller en anden familie, at hun vil blive kidnappet af al-Shabaab samt krigen i Somalia. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hun frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget og tvangsgift ved en tilbagevenden til Somalia, da de er uden beskyttelse, idet de tilhører en minoritetsklan. Ansøgerens mor frygter få problemer, hvis ansøgeren vender tilbage, og at der ikke vil være nogen til at passe på ansøgeren. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at ansøgeren blev omskåret i Somalia, men at hun frygter, at ansøgeren vil blive genomskåret ved en tilbagevenden. Ansøgerens far har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive tvangsgift, at ansøgeren vil blive udsat for tilfældig voldtægt og voldtægt fra al-Shabaab, og at ansøgeren vil blive omskåret uden forældrenes samtykke. I den forbindelse har ansøgerens far oplyst, at ansøgeren blev udsat for omskæring i Somalia, efter han og ansøgerens mor havde forladt landet. Det var ikke en rigtig omskæring men blot en "trøsteomskæring", hvor der kom blod. Det var ansøgerens mors mormor, der stod for omskæringen. Ansøgerens mors mormor havde ikke fået samtykke fra forældrene til at omskære, men oplyste først faren om omskæringen efterfølgende. Ansøgerens far har endvidere oplyst, at han frygter, at al-Shabaab vil udsætte ansøgeren for yderligere omskæring, fordi det er en del af kutluren. Ansøgerens far ønsker ikke, at ansøgeren omskæres yderligere, men han og ansøgerens mor kan blive nødt til at acceptere det i tilfælde af tvang, da de vil risikere deres liv. Endelig har ansøgerens far oplyst, at han frygter de generelle forhold, herunder at ansøgeren vil blive hjernevasket og rekrutteret til al-Shabaab samt de dårlige forhold inden for sundhedsvæsnet. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt lægge ansøgerens og ansøgerens forældres forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at myndighederne i Somalia har forbudt omskæring, og at al-Shabaab også er imod omskæring, hvorfor risikoen for omskæring således ikke beror på myndighedernes eller andre magthavere, men på familiens og omgivelsernes forventninger og eventuelle pres. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sin og morens forklaringer allerede er blevet omskåret på foranledning af sin oldemor, at omskæringen foregik under tilstedeværelse af kvinder fra landsbyen, og at selve omskæringen ikke blev foretaget af oldemoren, men en af landsbyens andre kvinder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det må anses for højst usandsynligt og alene beror på ansøgerens og hendes forældres formodning, at ansøgerens familie eller folk fra landsbyen ville kræve, at ansøgeren blev yderligere omskåret, hvis hun vendte tilbage til landsbyen. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgerens forældre begge er imod omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder, ansøgerens forældre må anses for ressourcestærke personer, der vil være i stand til at modstå forventninger og pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens mor vel har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men at dette ikke er udtryk for, at hun vil være i risiko for overgreb ved en eventuel tilbagevenden til Somalia, idet tilladelsen udelukkende beror på, at ansøgeren og ansøgerens søster [FA], der også har søgt asyl, og bror [F] har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Udlændingestyrelsen har fundet, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ansøgerens far og øvrige søskende har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 og 2. Hvis ansøgerens fars og søskendes opholdstilladelser i Danmark måtte bortfalde, og de skal udrejse af landet, må det lægges til grund, at ansøgerens mor også vil kunne rejse til Somalia uden at risikere overgreb. Ved vurderingen af, om ansøgeren risikerer yderligere omskæring, må der således tillige lægges vægt på, at ansøgerens mor kan rejse til Somalia. Flygtningenævnet finder herfor, at der ikke er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for yderligere omskæring, og at der ikke er nogen velbegrundet frygt herfor. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens og hendes forældres egne formodninger, at ansøgerens forældre vil blive slået ihjel, at ansøgeren vil blive taget til slavehandel eller tvangsgift, at hun vil blive kidnappet, at hun vil blive udsat for voldtægt, og at der vil være konsekvenser som følge af hendes tilknytning til en minoritetsklan. Det kan således ikke begrunde asyl i Danmark. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb, som efter baggrundsoplysningerne og Flygtningenævnets praksis kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/4/HZC