kina201612

Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk han og ateist fra Kina. Ansøgeren har været medlem af Det Kinesiske Kommunistiske Partis ungdomsliga fra hun var 19 år til hun var omkring 26 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kina frygter at blive forfulgt af myn-dighederne, fordi hendes tidligere ægtefælle efter ankomsten her i landet har fået udgivet sy-stemkritiske artikler og digte i oversøiske kinesiske systemkritiske aviser og på sin blog. Ansø-geren har generelt henvist til sin tidligere ægtefælles konflikt. Uanset at ansøgerens tidligere ægtefælle efter sin ankomst til Danmark har skrevet tre systemkritiske artikler i [X] finder Flygtningenævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun i den anledning er i risiko for over-greb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens og den tidligere ægtefælles egne ubekræf-tede formodninger, at artiklerne var årsag til, at den tidligere ægtefælles blog blev lukket. Det beror ligeledes alene på ansøgerens og den tidligere ægtefælles egne ubekræftede formodninger, hvem det var, der henvendte sig i ansøgerens butik i Kina, og at artiklerne skulle have været årsag hertil. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at hverken an-søgeren eller dennes tidligere ægtefælle forsøgte at indhente nærmere oplysninger herom hos ansøgerens søster, men blot affandt sig med den foreløbige beskrivelse af den angivelige hen-vendelse fra myndighederne, som søsteren havde beskrevet på en dårlig internetforbindelse. Flygtningenævnet bemærker herudover, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, hvorledes myn-dighederne skulle kunne identificere den tidligere ægtefælle som forfatter til internetartiklerne udgivet [i sommeren] 2015, der er skrevet under pseudonym. Nævnet bemærker for så vidt an-går den trykte artikel udgivet [i efteråret] 2015 under pseudonymet [X], at indholdet heri ikke findes at være af en sådan karakter, at ansøgerens tidligere ægtefælle alene som følge heraf fin-des at være således profileret, at ansøgeren risikerer asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund heller ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at betingelserne for opholdstilladel-se efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. " kina/2016/12/SLH