Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og ikke troende. Han er født i Al-Tash lejren i Irak af iranske forældre. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ved en udsendelse til Iran frygter at få problemer med de iranske myndigheder som følge af, at hans familie flygtede fra Iran under Iran-Irak krigen og at hans far bliver betragtet som landsforræder i Iran. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans far var peshmerga i Iran og kæmpede for kurderne og familien flygtede fordi klagerens far blev skudt. Klageren har som asylmotiv videre henvist til at han frygter at få problemer som følge af sin baggrund som etnisk kurder fra en yarasan-troende familie. Klageren har til støtte herfor oplyst, at etniske kurdere som befolkningsgruppe ikke har samme rettigheder i Iran. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til at han ved en udsendelse til Iran frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren, som er født i 1995, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1999, idet hans forældre og i konsekvens heraf deres medfølgende børn fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren har aldrig været i Iran, og har aldrig været politisk aktiv i Danmark. Klageren kan derfor ikke anses for at have nogen personlig konflikt med de iranske myndigheder eller for at være profileret i forhold til disse. Spørgsmålet er herefter om klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 31, jf. § 7, på grund af, at hans far og hans farbrødre efter det oplyste i slutningen af 1970'erne gjorde tjeneste i en af shahens vagtenheder, eller henset til omstændighederne i øvrigt, herunder at familien i en længere periode har opholdt sig i en flygtningelejr i Irak. Flygtningenævnets flertal finder, herunder henset til klagerens fars forklaring i Flygtningenævnet, at det ikke kan antages, at klageren ved en udsendelse til Iran vil være i risiko for sådan forfølgelse. Flertallet bemærker, at farens og farbrødrenes tjeneste ligger mere end 40 år tilbage i tiden, ligesom faren efter sin forklaring kun gjorde tjeneste ganske kortvarigt. Flertallet finder endvidere at måtte forstå farens forklaring sådan, at det i høj grad var generelle krigshandlinger i familiens hjemområde der førte til, at hans brødre blev slået ihjel og at han selv sammen med mange andre flygtede fra området. Der foreligger ikke oplysninger om politiske aktiviteter af betydning fra farens side, hverken før eller efter at han forlod Iran. Faren kan derfor ikke anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder som aktiv for den kurdiske sag eller modstander af styret i Iran. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger finder flertallet, at det ikke kan lægges til grund, at der foreligger en reel risiko for at klageren ved indrejse i Iran vil risikere forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/1/imbs
