Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim af trosretning. Hun er født i [by], men boede i de sidste år forud for udrejsen i Teheran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dømt til døden og henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere sin ægtefælles familie, som har sendt trusler til hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun holdt op med at praktisere islam, da hun var cirka 13-14 år gammel, fordi islam ikke gav mening for hende. Da hun begyndte at gå på universitetet, begyndte hun at læse bøger om kristendommen og andre religioner. I 2000 blev ansøgeren gift med sin herboende ægtefælle, der er dansk statsborger. Parret boede sammen i Teheran fra 2005 til 2014 og fik to børn. I 2014 rejste ægtefællen tilbage til Danmark, og i oktober 2015 rejste ansøgeren til Danmark på et besøgsvisum. Hun søgte familiesammenføring flere gange, men fik afslag, hvilket påvirkede hende psykisk. Omkring slutningen af 2016 begyndte ansøgeren at gå i kirke i Danmark. Hendes ægtefælle var på det tidspunkt ramt af sygdom som følge af en arbejdsskade. På vej hjem fra et møde med ægtefællens sagsbehandler, besluttede hun spontant at gå i [navn på kirke]. Kirken var tom, men kirkerummet gav hende en stor ro og lettelse i sindet. Efterfølgende fortsatte hun med at gå i kirke og omkring 10-11 måneder senere, i [efteråret] 2017, blev hun døbt. Ansøgeren har opnået et tæt forhold til en af præsterne i kirken, og hun går i kirke den første lørdag i hver måned. Desuden går hun i en sprogcafé og har flere venner fra kirken. Hun har også en bibel på farsi og læser ofte i biblen, ligesom hun beder hver dag. Ansøgerens børn er [i efteråret] 2020 blevet døbt i [navn på kirke]. Ansøgeren har i [vinteren] 2019 modtaget en trussel fra ægtefællens søster på sin Telegram konto. Ægtefællens søster har opfordret ægtefællen til at lade sig skille fra ansøgeren. Endvidere har ansøgeren i [efteråret] 2020 modtaget en trussel fra en af hende ukendt person, som kalder hende vantro. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konversion er reel. Ansøgeren har forklaret, at hun frafaldt islam, da hun var 13-14 år gammel. Hun har i sin universitetstid stiftet bekendtskab med flere andre religioner, herunder kristendom, uden at dette har medført, at hun blev kristen. Hun har senest boet i et år i Danmark, hvor hun ikke har vist interesse for kristendommen. Efter hendes forklaring startede hendes interesse kort ind [i vinteren] 2017, hvilket er umiddelbart efter, at hun [i vinteren]2016 modtog et afslag på familiesammenføring med udrejsefrist til [i vinteren] 2017. Hun har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes første kirkebesøg var før eller efter nytår 2016/2017, og om hvor mange gange hun var i kirke, før hun fortalte om det til sin veninde. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at hun umiddelbart efter samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019, hvor der blev spurgt til hendes aktiviteter på Facebook, begyndte at lægge religiøse opslag på en åben Facebookprofil. Dette taler for, at oplysningerne om konversionen har haft til formål at skabe et sur place motiv. Ansøgeren har vist et vidst kendskab til kristendommen, men hendes uddannelsesmæssige baggrund taget i betragtning, og at hun angiveligt har haft interesse i næsten fire år, ikke et godt kendskab til kristendommen. Hun har ikke på en overbevisende måde kunne forklare om sin indre omvendelse, og har alene dokumenteret at have deltaget i kristne aktiviteter i et begrænset omfang. Det forhold at hun er blevet døbt kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring, og finder ikke konversionen reel. Ansøgeren har oplyst, at hun har modtaget to trusler på baggrund af sin konversion. Den ene er fra en anonym afsender, hvorfor det ikke kan vurderes, at denne skulle have evne og vilje til at gøre alvor af sine trusler. Den anden trussel er fra hendes svigerinde. Det må antages, da konversionen ikke er reel, at ansøgeren eller hendes ægtefælle kan overbevise ægtefællens familie om, at konversionen alene var med henblik på at få asyl. Ansøgeren har således ikke godtgjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2020/99/aca
