Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Zoba Maekel, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive straffet for at have forladt landet, herunder at blive fængslet på ubestemt tid eller henrettet. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Eritrea, samt at han på ny vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor anført, at han er flygtet fra regimet og deserteret fra militæret. Klageren blev indkaldt til militæret i ultimo 1999, og han aftjente militærtjeneste indtil sommeren 2009, hvor han deserterede. Ansøgeren besluttede sig for at flygte, efter han oplevede, at nogle af hans medsoldater blev skudt under et flugtforsøg. Klageren krydsede illegalt grænsen til Etiopien om natten med to andre personer. Da de skulle krydse en flod, blev de beskudt, hvorved de mistede den ene person. Klageren har endvidere anført, at folks frihedsrettigheder ikke respekteres, og at levevilkårene er hårde i Eritrea. Klageren ønsker endvidere ikke at aftjene livslang militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, der er eritreisk statsborger og deserteret fra nationaltjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved vurderingen heraf lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at klageren ved endelig dom afsagt af Vestre Landsret [primo] 2020 blev idømt fem måneders fængsel for blandt andet grov vold efter straffelovens § 245. Ved dommen blev klageren udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i seks år. Overtrædelse af straffelovens § 245 må betragtes som en særlig farlig forbrydelse, ligesom klageren – efter karakteren af den handling klageren er dømt for – må betragtes som en fare for samfundet. Endvidere lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at klageren har opholdt sig i Eritrea, til han var omkring 27 år, at klagerens far og seks søskende – som han har kontakt til – fortsat opholder sig i Eritrea, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring fem år, og at han ikke har familie i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at klageren er udelukket fra at opnå beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Dette findes efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold ikke at stride imod Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Erit/2020/20/EDO
