demo202013

Nævnet stadfæstede i 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk luba og katolik af trosretning fra Lobumbashi, Okatanga, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel, fordi der ikke er sikkerhed i hendes hjemland. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at befolkningen i hendes hjemland vil slå hende ihjel, fordi hun er fra luba-stammen og kommer fra byen Lubumbashi, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at medlemmer af katanga-stammen diskriminerer medlemmer af luba-stammen, fordi de betragter luba folket som fremmede i deres område. Henset til, at katangesere ikke ville have luba folket i deres område, gik de til angreb mod luba-folket i 1993, hvorefter der opstod borgerkrig. På daværende tidspunkt boede ansøger sammen med sin søster og hendes mand i Katanga, hvor de grundet borgerkrigen var uønskede. En dag tog ansøgerens søsters mand på arbejde, men han kom efterfølgende ikke hjem, og de har ikke set ham siden. Den samme dag om aftenen blev ansøgeren og hendes søster opsøgt på deres bopæl af nogle personer, der var iklædt både militærdragter og civil tøj. De tog ansøgerens søster med og udsatte hende for mishandling og tortur. Ansøgerens søster blev løsladt dagen efter, og de besluttede sig efterfølgende for at flytte til Lubumbashi. Senere flyttede ansøgeren videre til Kasai og igen tilbage til Lubumbashi. I Lubumbashi var der præsidentvalg, i hvilken forbindelse mange politiske uroligheder opstod. Under urolighederne brød soldater ind i folks hjem, og en dag i 2018 brød nogle soldater ind hos ansøgeren. De ødelagde hendes tøj og udsatte hende for voldtægt, mens de skubbede hendes mor, der faldt og slog sig. To dage efter hændelsen afgik ansøgerens mor ved døden som følge af slagene. Efterfølgende besluttede ansøgeren sig for at flygte og finde hendes søster, [X], som opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge den af ansøgeren afgivne forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren som følge af borgerkrigen i 1993 mistede sin svoger. I 2015 mistede ansøger sin bror, der blev dræbt under flugten fra borgerkrigen. I 2018 brød nogle soldater ind hos ansøgeren og voldtog hende. De skubbede til ansøgerens mor, der som følge heraf afgik ved døden to dage efter. Ansøgers konflikt har imidlertid ikke en karakter eller omfang og intensitet, som kan begrunde asyl. Der er herved henset til, at ansøgeren ikke selv siden den enkeltstående episode i 2018 og indtil sin udrejse den [foråret] 2019 har været udsat for overgreb eller haft yderligere konflikter med myndighederne eller privatpersoner i Den Demokratiske Republik Congo. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo ikke i sig selv begrunde asyl. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Demo/2020/13/ehd