afgh202050

Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens og klagerens mors oprindelige asylsag, at klagerens mor som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at hun og hendes datter ville blive slået ihjel af hendes svigerfamilie. Klagerens mor henviste desuden til, at hun frygtede, at Taliban ville slå hende ihjel, fordi hendes svoger havde truet hende med at offentliggøre videooptagelser, hvori hun blev udsat for seksuelle overgreb. Klagerens mor havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev giftet bort til sin ægtefælle og boede herefter hos sin svigerfamilie. Hver gang hendes ægtefælle var bortrejst blev hun udsat for vold og andre overgreb af sin svigerfamilie. Det resulterede i tre ufrivillige aborter, og at hendes datter blev født for tidligt. Omkring [efteråret] 2012 forsvandt hendes ægtefælle. Herefter eskalerede overgrebene fra klagerens mors svigerfamilie og de omfattede tillige overgreb på hendes datter. Ni til ti måneder efter begyndte klagerens mors svoger at begå seksuelle overgreb mod hende regelmæssigt. Klagerens mor udrejste af Afghanistan to til tre måneder herefter. Klagerens mor henvendte sig ikke til myndighederne, fordi hendes svigerfamilie havde forbindelser til politiet. I forbindelse med klagerens og klagerens mors sag om forlængelse af deres opholdstilladelse blev Udlændingestyrelsen bekendt med oplysninger på Facebook som indikerede, at klagerens mor og klagerens far havde kontakt til klagerens mors svigerfamilie. Herunder, at medlemmer af klagerens mors svigerfamilie muligvis havde besøgt klagerens mor og hendes familie. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse hermed både klagerens mor og klagerens far til individuelle samtaler [i sommeren] 2019 med henblik på at afklare, om der var grundlag for at forlænge hendes opholdstilladelse. Klagerens mor fastholdt under samtalen, at hun ikke kunne vende tilbage til sit hjemland, da hun frygtede at blive udsat for grove fysiske og seksuelle overgreb af sin svigerfamilie eller at de ville slå hende ihjel. Klagerens mor henviste endvidere til, at hun frygtede det afghanske regime, Daesh og Taliban. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2019 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Flygtningenævnet traf [ultimo] 2019 afgørelse om at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019, med henblik på en nærmere vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn bør føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke inddrages. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at klageren og hendes mor kom til Danmark i 2013, og at klageren dengang var tre år gammel. Endvidere må det lægges til grund, at hverken klageren eller hendes mor kan have haft nogen danskkundskaber ved indrejsen. Endelig må det lægges til grund, at moren fortsat kun har begrænsede danskkundskaber. På denne baggrund finder Flygtningenævnet at måtte tilsidesætte oplysningerne om, at klageren ikke har nævneværdige kundskaber i dari. Det bemærkes, at klagerens mor har forklaret, at hun taler dari med sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at kommunikationen mellem klageren og hendes forældre stort set udelukkende foregår på dansk. Flygtningenævnet henviser dels til det anførte om morens begrænsede danskkundskaber, dels til at klageren i hvert fald i sine første år i Danmark nødvendigvis må have kommunikeret med sine forældre på dari. Flygtningenævnet finder at klageren har en ikke ubetydelig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet finder dog, at klageren, der for nævnet har fremtrådt alderssvarende og velfungerende, har forudsætninger for at kunne tilpasse sig det afghanske sprog og den afghanske kultur. Flygtningenævnet henviser til, at klageren vil kunne udrejse med sine forældre og sin lillebror, og at i hvert fald klagerens mor har yderligere familie i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren vil have adgang til tilstrækkelig behandling af sine helbredsproblemer i Afghanistan. Udover de af Udlændingestyrelsen påberåbte afgørelser, henvises til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Antwi m.fl. mod Norge, som omtalt i Flygtningenævnets beretning fra 2018, side 341. Der henvises endvidere til Flygtningenævnets afgørelse Irak/2016/12/LAJ fra april 2016. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2020/50/EDO