Nævnet omgjorde i maj 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tadjik og kristen af trosretning fra Herat, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel, idet han er kristen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et forhold til [H] i omkring et år, og at [H’s] bror, [R], fik en mistanke om forholdet. [R] opsøgte klageren en dag i hans butik, hvor [R] advarede klageren og gav ham en lussing. Efterfølgende ophørte [H’s] og klagerens forhold, fordi [H] var bange for sin bror. Klageren har videre oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for sin tidligere kærestes bror, [R], ikke udgør et asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Der henvises især til, at der er forløbet omkring et år fra klageren blev truet af [R], hvorefter kæresteforholdet ophørte, og indtil klageren udrejste af Afghanistan. Klageren har i den periode ikke oplevet problemer med [R]. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at klageren er konverteret til kristendommen. Der lægges vægt på klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om sin konvertering og hans kendskab til kristendommen samt de foreliggende oplysninger om hans dåb og kirkelige aktiviteter, således som forklaringerne og oplysningerne fremgår af referaterne af klagerens samtaler med Udlændingestyrelsen og de i øvrigt foreliggende oplysninger. Der er efter en samlet vurdering herefter grundlag for at anse klagerens konversion for at være reel og båret af en indre overbevisning og refleksion. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at klageren tvangsmæssigt kan udsendes til Afghanistan. Det skal herefter vurderes om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Klageren kan kun udelukkes fra asyl efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis han er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og derfor må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at den kriminalitet, som klageren blev dømt for ved Østre Landsrets dom [i efteråret] 2019, kan betegnes som en grov forbrydelse, men at forbrydelsen imidlertid ikke indebærer, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flertallet har herved lagt vægt på længden af den udmålte straf, og at klageren i øvrigt er ustraffet. Der lægges også vægt på, at kriminaliteten er begået i forbindelse med klagerens stofmisbrug, og at det må lægges til grund, at han efter behandling ikke længere har et misbrug. Der lægges endvidere vægt på omstændighederne for den udøvede vold, og flertallet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2020/17/HZC
