Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1991.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra [by], Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven § 8, jf. § 7, stk. 1 [i foråret] 1991 og indrejste [i foråret] 1991. Det fremgår af stemplerne i hans vietnamesiske pas, at han havde opholdt sig i Vietnam mere end på hinanden 12 følgende måneder, herunder at han siden 2012 har været udrejst fem gange og har været udrejst i længere perioder. Det fremgår videre af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2019 udrejste til Vietnam. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4 samt § 17 a, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at han havde taget frivilligt ophold i Vietnam. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det blandt andet fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018, at Udlændingestyrelsen efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder vurderede, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle bortfalde i henhold til udlændingelovens § 17, stk. 3, og at Udlændingestyrelsen herved lagde vægt på, at klageren har en mindreårig datter i Danmark, og det blev vurderet, at dette måtte betragtes som en særlig tilknytning til Danmark, idet bortfald af klagerens opholdstilladelse ville være et uproportionalt indgreb i deres familieliv. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren til samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har forklaret, at han ikke har set sin herboende datter i mere end 10 år. Klagerens advokat har til Flygtningenævnet oplyst, at det er ubestridt, at klageren ikke har kontakt til sin datter i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at der må ses bort fra Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i perioden [fra efteråret] 2012 til [efteråret] 2013, og at han dermed har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens rejsemønster siden 2012 viser, at klageren siden 2012 har haft sit hovedophold uden for Danmark. Klageren har således i perioden fra [efteråret] 2012 til [sommeren] 2016 opholdt sig i Danmark i 305 dage og uden for Danmark i 1083 dage, jf. Politiet i Kastrup Lufthavns rapport [fra sommeren] 2017, hvilke oplysninger klageren har bekræftet i samtale [fra sommeren] 2020 med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren i Vietnam har indgået ægteskab i 2014 og [i sommeren] 2014 fik en datter med sin ægtefælle, og at klageren således har stiftet familie i Vietnam. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på klagerens oplysninger om, at han ofte ser ægtefællen og datteren i Vietnam, som han bor sammen med, når han er i Vietnam. Flygtningenævnet finder på baggrund af det ovenfor anførte, at det må lægges til grund, at klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder videre, at der ikke er forhold efter bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke skal anses for bortfaldet. Endvidere finder Flygtningenævnet, at bortfaldet af klagerens ret til opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- eller familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet finder, at bortfald af opholdstilladelsen ikke udgør en krænkelse af klagerens ret til privatliv. Det har indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [foråret] 1991, at han har gennemført folkeskole og ungdomsuddannelse i Danmark, at klageren ikke ses at have haft en indkomst i Danmark siden [foråret] 2013, som var udbetaling fra a-kassen, og at klageren må anses for at have haft sit hovedophold i Vietnam, hvor han i 2014 blev gift og fik en datter. Flygtningenævnet finder således, at klageren må anses for at have valgt at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Flygtningenævnet finder desuden, at bortfald af opholdstilladelsen ikke udgør en krænkelse af klagerens ret til familieliv. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren siden [efteråret] 2012 har haft sit primære ophold i Vietnam, hvor han i 2014 blev gift og fik en datter, og at han har set ægtefællen og datteren i Vietnam ofte, og at han har boet sammen med dem i Vietnam, og at klageren i 2006 havde fået en datter i Danmark, som er bosiddende i Danmark, som han imidlertid ikke har haft forbindelse med i omkring 10 år. Flygtningenævnet finder på ovenfor nævnte baggrund ikke, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Vietnam. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har konflikter i Vietnam, og at klageren uden problemer har opholdt sig i lange perioder i Vietnam, jf. ovenfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2021/1/IMBS
