Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Jobar, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen] af 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive afhørt og tortureret af de syriske sikkerhedsvagter, idet klageren havde opholdt sig uden for Syrien igennem en længere periode. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har den [i slutningen] af 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hun er eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hendes søn og ægtefælle opholder sig i Danmark. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens søn er myndig, og at klageren i en længere periode ikke har boet sammen, og nævnet finder, at der er ikke sandsynliggjort noget afhængighedsforhold mellem klageren og hendes søn. Nævnet bemærker videre, at klageren er borgerligt viet med sin ægtefælle efter Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse, og at de først er flyttet sammen i januar 2021. Flygtningenævnet har ligeledes tillagt det vægt, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 5 år, og hun lider af hydrocyfalus, posttraumatisk stresssyndrom og depression. Klageren har oplyst, at hun ikke taler eller skriver dansk, men at hun kan læse dansk. Hun har ingen uddannelse eller beskæftigelse i Danmark, og hun er ikke medlem af foreninger i Danmark. Hun svømmer i sin fritid. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste af Syrien og indrejste til Danmark som 34-årig. Hun færdiggjorde 9. klasse i Syrien, og hun har haft fast arbejde i 12-13 år forud for sin udrejse og har forsørget sig selv og sin søn. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og således siden meddelelsen af opholdstilladelsen i [efteråret] 2016 har været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte sammenholdt med de seneste baggrundsoplysninger om forholdene i Damaskus finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på denne baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring under den oprindelige asylsag til grund. Klageren er udrejst legalt af Syrien. Hun har ikke personligt været eftersøgt af nogen personer, grupper eller myndigheder. Hun har ikke været politisk aktiv, herunder været tilknyttet et politisk parti eller deltaget i nogen demonstrationer. Det beror på klagerens egen formodning, at hun ved en tilbagevenden vil være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, bl.a. fordi hun er fraskilt, og fordi hun er udrejst af Syrien og har opholdt sig i Europa. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge klagerens forklaring i forbindelse med denne sag – sagen om nægtelse af forlængelse – til grund, fordi den er udbyggende i forhold til klagerens oprindelige forklaring. Klageren har således ikke tidligere forklaret om sin tidligere ægtefælles brødre og deres tilslutning til Den Frie Syriske Hær, [ægtefællen tidligere ægtefælles] tilbageholdelse eller nevøen [nevøens] deltagelse i demonstration. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/27/hmu.
