Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim, født og opvokset i Qamishli, Syrien, og har boet i Damaskus, Syrien, i to år. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet eller straffet af de syriske myndigheder, fordi han har unddraget sig militærpligt. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han har deltaget i flere demonstrationer imod det syriske styre. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en af demonstrationerne blev optaget og vist på landsdækkende TV. Klageren har fået at vide, at man kunne se ham på TV-optagelsen. En måned efter denne optagelse blev vist, blev klageren stoppet ved et checkpoint, hvor han blev bedt om at fremvise sit militær id-kort. Klageren fortalte manden ved checkpointen, at han ikke var i besiddelse af et militær id-kort, hvorefter manden gav ham lov til at gå med den betingelse, at han næste gang havde sit militær id-kort på sig. En uge efter blev klageren efterlyst af de syriske myndigheder. Klageren fik herefter at vide, at politiet havde opsøgt klagerens bopæl. Tre dage efter udrejste klageren af Syrien. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at klageren, der ikke ønsker at deltage i den syriske borgerkrig, da han ikke ønsker at slå mennesker ihjel, ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, også indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved dom [i efteråret] 2016, afsagt af Retten i Horsens idømt 5 måneders fængsel blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 123, § 244 og 266. Han er ved dom af [i sommeren] 2017, afsagt af Retten i Horsens idømt 5 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 123. Klageren er ved Vestre Landsrets ankedom af [vinteren] 2019 idømt 7 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 123, § 244, jf. § 247, stk. 1, § 285, stk. 1, jf. § 281, stk. 1. Ved Vestre Landsrets ankedom af [sommeren] 2019 er klageren idømt 3 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. 247, stk. 1. Klageren har forklaret, at han i [vinteren] 2019 indgik ægteskab med sin hustru, der er statsløs palæstinenser og opholder sig i Danmark. Klageren og hans hustru har en datter, der blev født [vinteren] 2020. Klagerens forældre bor i Danmark, og klageren har 10 brødre og 3 søstre, der også bor her i landet. Klageren har for tiden ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har tidligere gået på sprogskole og har haft et pizzeria. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter oplysningerne om den kriminalitet, som klageren har begået, at der er tale om særlige farlige forbrydelser, hvorefter klageren må betragtes som en fare for samfundet. Der henvises til, at kriminaliteten er af personfarlig karakter, og at klageren har begået nye lignende forbrydelser kort tid efter dommen af [sommeren] 2018. Han er i øvrigt udvist ubetinget med indrejseforbud i 6 år. Flertallet finder herefter, at der ikke i denne henseende foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3. Flertallet finder endvidere, at det oplyste om klagerens familiemæssige forhold ikke kan føre til et andet resultat. Der er blandt andet henset til, at klageren først har etableret sin egen familie efter udvisningsdommen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse" [Syri/2021/25/YARS]
