Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt, straffet og indkaldt til militærtjeneste af myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker krig eller at slå andre mennesker ihjel. Klageren har videre oplyst, at hans familie efterfølgende flere gange er blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt efter ham, og at hans far i den forbindelse blev tilbageholdt af myndighederne en enkelt gang. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Vestre Landsrets ankedom fra [vinteren] 2020 blev klageren for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 281, stk. 1, straffet med fængsel i seks måneder og udvist med et indrejseforbud i seks år. Klageren blev dømt for i forening med to andre at have overfaldet en person foran dennes bopæl, hvor der blev udøvet betydelig vold bl.a. med redskab og slag med spark på en liggende person. Endvidere blev klageren dømt for i forening med en anden at have begået afpresning mod den forurettede i voldssagen få dage forud for den udøvede vold. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren er dømt for, må anses som særlig farlig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, herunder at klageren og en medgerningsmand få dage forud for voldsudøvelsen havde afpresset forurettede, og at overfaldet blev begået af tre gerningsmænd i forening og efter forudgående aftale og fælles forståelse, herunder ved brug af et redskab, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren fik opholdstilladelse i Danmark den [i foråret] 2016. Han er født og opvokset i Syrien. Han har ikke familie i Danmark. Han har taget 9. klasse og er i gang med 10. klasse. Han vil gerne studere på universitetet. Han spiller fodbold med sine venner. Han har nogle danske venner. Han har en faster og hendes familie i Danmark. Hans far bor i Syrien, men klageren ved ikke, hvor han er. Han har en søster, der er gift, i Syrien, og en bror i Syrien, der er fængslet. Hans mor og en bror bor i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/21
