Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angivet dato i foråret] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [en nærmere angiven dato i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun i forhold til ophold i al-Hasakah frygter den tyrkiske hær og den frie syriske hær, og at hun i forhold til ophold i Damaskus frygter, at hun vil få problemer med araberne, som støtter Tyrkiet. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at området al-Hasakah og det kurdiske område i Syrien helt op til Afrin er blevet angrebet af det tyrkiske militær. Også den frie syriske hær skaber problemer i området, og familiens situation er meget værre end før. Hendes datter [A] og hendes to sønner er flygtet til Irak. Klageren har endvidere oplyst, at hun i Damaskus vil få problemer med andre arabere, som støtter Tyrkiet, idet at der i Zorava er mange kurdere, som er flygtet og at området nu har mange arabere. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold og, at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet siden sommeren 2019 har vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens §§ 7, stk. 3 og 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse for så vidt angår retten til familieliv, at klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hun har 5 voksne børn i Danmark. For så vidt angår retten til privatliv indrejste klageren i Danmark i [foråret] 2017 som 57-årig, hvor hun indgav ansøgning om asyl og blev meddelt midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 [en nærmere angiven dato i foråret] 2017. Hun har i Danmark arbejdet 3 måneder som rengøringsassistent og har været i praktik hos en genbrugsbutik i 7 måneder. Hun kan hverken tale, skrive eller læse dansk. Hun er født og opvokset i Syrien. Hun har to voksne børn, som fortsat bor i Damaskus, Syrien, og som hun har kontakt med. Hendes søn bor i det hus i Damaskus i Syrien, hvor hun og hendes ægtefælle tidligere har boet i omkring 20 år. Hun har endvidere to søstre og to morbrødre i Syrien, som hun har kontakt med. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus, hvor hun boede i en lang periode, inden hun udrejste. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold, og hun har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen i [foråret] 2017 været bekendt med tilladelsens midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på ovennævnte baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren som følge af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens frygt for, at myndighederne ved hendes tilbagevenden til Syrien, eventuelt vil anse hende som modstander af systemet, alene beror på klagerens formodning og derfor ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klageren frygter den arabiske befolkning, den syriske regering, det tyrkiske militær og Den Frie Syriske hær, fordi hun er etnisk kurder, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller, § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne fremgår, at der ikke sker diskrimination, herunder social diskrimination, rettet mod kurdere fra den arabiske befolkning i Damaskus, og at kurdere normalt ikke møder diskrimination i deres hverdag. Endvidere finder nævnet, at der efter baggrundsoplysningerne ikke er grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevende til Damaskus vil være i risiko for at blive udsat for asylretlige overgreb af den syriske regering som følge af hendes nationalnummer fra Al Hasakah. Endvidere finder nævnet, at der ikke grundlag for at antage, at de syriske myndigheder vil afvise, at klageren tager ophold i Damaskus hos sin søn, der bor i den bolig, hvor hun og hendes ægtefælle boede i omkring 20 år inden udrejsen. Der er ikke grundlag for at antage, at hun eller hendes søn vil blive profileret ved hendes tilbagevenden til Syrien. Desuden finder flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at den tyrkiske hær og Den Frie Syriske hærs tilstedeværelse i de kurdiske områder i Syrien på nuværende tidspunkt vil medføre, at klageren vil være i risiko ved en tilbagevenden til Damaskus i Syrien. De generelle forhold i Syrien kan ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2021/19/lbv
