syri202116

Nævnet meddelte i februar 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen [landsby], Afrin, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, idet han ikke vil deltage i krigen i Syrien. Klageren har i den forbindelse oplyst, at han som kurder ikke betragter Syrien som sit land, og at de syriske myndigheder udnytter kurdere ved at få dem til at udføre militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans hjemland er fortsat er præget af krig og ødelæggelse, og at der fortsat er mange konflikter mellem forskellige grupperinger og etniciteter i Syrien. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ikke længere har familie i Syrien, idet hele klagerens familie opholder sig i [europæisk land], hvor de har fået opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er ved [landsrettens] dom af [dato] 2019 idømt fængsel i 6 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 245. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på sagens karakter og finder, at der er tale om en samfundsfarlig forbrydelse. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på den konkret idømte straf, på den omstændighed at forholdet fandt sted [måned] 2018, og at klageren ikke siden da har begået strafbare forhold, hvorfor nævnet finder, at der er tale om et enkeltstående forhold, der fandt sted som led i et større slagsmål i en gruppe med forudgående kendskab til hinanden. Klageren har i øvrigt under sit ophold i Danmark været i praktik på forskellige arbejdspladser og derudover haft en løsere og kortvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, han taler dansk og har familiemedlemmer og en kæreste i Danmark. Efter en konkret afvejning finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses som en fare for samfundet. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/16/tps