Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Syrien frygter militærets efterretningstjeneste, som har afpresset ham økonomisk og i den forbindelse har truet med at skade ansøgerens børn. Endvidere frygter ansøgeren den syriske sikkerhedstjeneste som følge af, at Rusland har overtaget havnen i Tartus, og at de vil fjerne folk, som ikke er alawitter eller har støttet regimet. Ansøgeren frygter også, at han vil blive fængslet i Syrien på ubestemt tid, fordi han uden tilladelse har forladt skibet, som han tjente på. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans slægt fra hans fars side oprindeligt kommer fra [øen], som ligger udenfor Tartus, og at ansøgeren selv er registreret på denne ø. I Syrien har ansøgeren dog kun boet i Tartus. Ansøgeren aftjente værnepligt i den syriske hær fra 1988 til 1996. Ansøgeren blev efter denne periode ikke genindkaldt til militæret. Efter et udlandsophold i 2002 bosatte ansøgeren sig igen i Tartus. Ansøgeren har fra 2005 frem til sin udrejse arbejdet som elektriker på skibe. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at personer fra militærets efterretningstjeneste krævede bestikkelse fra ham, inden krigen startede i Syrien. Ansøgeren blev opsøgt 10 gange, før krigen startede, hvor personerne kom efter små beskedne ting såsom whisky eller en karton cigaretter. Efter krigens start stoppede afkrævningerne foreløbigt, men da den syriske hær begyndte at vinde sejre, begyndte de afkræve ansøgeren store summer penge. Ansøgeren blev afkrævet penge fra forskellige personer, men de kom alle fra samme afdeling, al-Amn-A’s skari. Ansøgeren betalte løbende penge til disse personer, der afkrævede pengene. Ansøgeren kunne derfor udrejse på legal vis fra Syrien, når han fik opgaver på udenlandske skibe. Ansøgeren blev i perioden 2015 til 2018 opsøgt i alt fire gange. Ansøgeren blev ved disse opsøgninger afkrævet tusindvis af dollars. Sidst ansøgeren blev opsøgt, var på sin bopæl i [sommeren] 2018 under Ramadan. I den forbindelse betalte ansøgeren 2000 dollars, som personerne krævede af ham. Efter ansøgerens udrejse har personerne ikke opsøgt ansøgerens bopæl, idet de kun kom og afkrævede bestikkelse, når ansøgeren selv var til stede, og de kunne drage nytte af det. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han mener, at han må betragtes som værende imod de syriske myndigheder, fordi han ikke har deltaget eller hjulpet dem under krigen. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som sømand havde kontrakt med den syriske skibs-virksomhed, Eastern Star Shipping, i Tartus. Ansøgeren forlod Syrien [i sommeren] 2018 på legal vis, fordi han gennem ”Eastern Star Shipping” havde fået hyre på et rumænsk ejet skib. Skibet ankom til Aarhus [i efteråret] 2018, og efter fire dage i havnen, [i efteråret] 2018, valgte ansøgeren at forlade skibet uden tilladelse for at søge om asyl i Danmark. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som følge af de af ham beskrevne konflikter. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at konflikten med de syriske myndigheder ikke kan anses at have den fornødne karakter og intensitet, og på at ansøgerens familie i Tartous ikke er blevet opsøgt af myndighederne siden ansøgerens udrejse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at arbejdet gennem den syriske skibsvirksomhed ikke kan anses som en offentlig stilling, hvorfor det anses usandsynligt, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne ved at forlade skibet. Flygtningenævnet bemærker tillige, at ansøgeren i [i slutningen af] 2019 udtrykte ønske om at frafalde sin asylansøgning og rejse hjem til Tartous i Syrien via Libanon. Flygtningenævnet finder derimod af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af en generelt alvorlig situation i sit hjemområde. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerens mor er libanesisk statsborger, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, og at ansøgeren tidligere har haft opholdstilladelse i Libanon, senest gældende fra [vinteren] 2016 til [vinteren] 2019. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er i besiddelse af syrisk nationalitetspas gyldigt til [sommeren] 2022, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at syriske statsborgere i besiddelse af gyldigt syrisk pas kan søge om indrejsevisum og indrejse i Libanon, hvis de opfylder betingelserne for at opnå courtesy residence. Ifølge baggrundsoplysningerne kan syriske statsborgere opnå courtesy residence, hvis deres mor er libanesisk statsborger. Nævnet finder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har fremlagt en mailkorrespondance mellem ham og den libanesiske ambassade i Stockholm, hvor ansøgeren har søgt om visum til Libanon, og hvoraf det angiveligt fremgår af en mail fra ambassaden, at visum ikke kan opnås uden tilladelse fra de libanesiske myndigheder. Nævnet bemærker hertil, at mailen ikke fremstår med reference til sagsnummer eller lignende, og at der ikke foreligger et sædvanligt afslag på en visumansøgning, hvilket skaber tvivl om validiteten af mailen. Ansøgeren har forklaret for nævnet, at han ikke har gjort forsøg på at indhente tilladelse fra myndighederne, men bedt sine familiemedlemmer i Libanon herom, hvilket de ikke har formået. Nævnet finder derfor, at ansøgeren ikke – alene ved henvisning til nævnte mail – har afkræftet formodningen for, at han kan opnå opholdstilladelse i Libanon. Der er efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at Libanon vil sende ansøgeren tilbage til Syrien. De generelle forhold for syrere i Libanon er ikke af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, der derfor kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/76/FAM
