Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [et nærmere angivet området ] og Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at der er obligatorisk værnepligt i Syrien, og at han frygter at blive tvangsrekrutteret til hæren af den syriske regering. Klageren har videre oplyst, at han ikke havde nogen konflikter med de syriske myndigheder forud for sin udrejse, idet han var mindreårig, da han udrejste. Klageren har endeligt oplyst, at han risikerer at dø, såfremt han vender tilbage til Syrien. Klageren ønsker ikke at dø, og han ønsker heller ikke at slå andre ihjel. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren isoleret set som mandlig statsborger i Syrien i den militærpligtige alder er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor den pågældende ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom af [en nærmere angivet dato i sommeren] 2019 idømt en fællesstraf på 1 år og 3 måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i 12 år for røveri efter straffelovens § 288 og databedrageri efter § 279 a begået i 2017, forsøg på grov vold efter straffelovens § 245, jf. § 21, og overtrædelse af § 119 begået i 2016. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ikke gift og har ingen børn. Han har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet udover to perioder med praktik. Han har gået på sprogskole uden at bestå nogen prøver i dansk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse omstændigheder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/58/MALC
