Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til de generelle forhold samt klagerens socioøkonomiske situation i Syrien. Klageren havde til støtte herfor oplyst, at han havde mistet sit hjem i Damaskus, at han ikke havde noget familie tilbage i Syrien, og at det ikke var muligt for klageren at forsørge sig selv. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de generelle forhold. Klageren har videre henvist til, at han ikke har kontakt til nogen i Syrien, og at han ikke har noget sted at bo, samt at han ikke kan arbejde og derved forsørge sig selv. Klageren har yderligere henvist til, at han frygter araberne i Syrien, idet han er kurder. Klageren har endelig henvist til, at han frygter, at de syriske myndigheder vil bruge klageren til at tvinge klagerens søn Deisam til at aftjene værnepligt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen af spørgsmålet om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har boet og arbejdet i Damaskus i ca. 40 år og har alene opholdt sig ca. 2 år i Qamishli, hvor han ikke havde fast bopæl. Klageren skal derfor vurderes i forhold til Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har de syriske myndigheder haft kontrollen over Damaskus siden maj 2018, og der er indtrådt en forbedring af ikke helt midlertidig karakter af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet finder derfor, at der ved ophold i Damaskus ikke er reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ifølge den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1 har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, med mindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2 opremsede grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i hans ret til familie- og privatliv. Klageren har ikke familie i Danmark, og to af hans døtre opholder sig i Syrien. Klageren har opholdt sig i Danmark i ca. 4½ år, han indrejste i Danmark som 69 årig, taler og skriver ikke dansk og har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren er født og opvokset og har arbejdet i Syrien. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, hvilken nægtelse er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om klageren på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er de generelle forhold for kurdere i Syrien ikke af en karakter, at dette i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Klagerens alder og helbred og det forhold, at han i Syrien ikke har et arbejde eller et sted at bo, er socioøkonomiske forhold, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, fremgår, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens søn er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder, hvilket understøttes af, at klageren uden problemer opholdt sig i Syrien ca. 3 år efter sønnens udrejse i forbindelse med, at sønnen modtog en indkaldelse til militæret. Klageren har efter sin egen forklaring ikke haft konflikter af nogen art i Syrien. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2020/18/HZC
