stat202111

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Al-Rachidier-lejren, Suur, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ved sin samtale med udlændingestyrelsen [i vinteren 2019/2020] som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive mindet om de problemer, som hun har haft med sin ægtefælle og familie i Libanon i perioden fra 2007 til 2011. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun blev sat i husarrest af sin bror i perioden fra midten af 2009 og indtil 2011, fordi hendes bror ikke ønskede, at hun skulle være sammen med sin ægtefælle, som havde behandlet hende dårligt. Hun har ligeledes henvist til, at hun ikke har rettigheder i Libanon, fordi hun er statsløs palæstinenser. Endelig har hun oplyst, at hun søger om asyl, fordi hun ikke har noget opholdsgrundlag i Danmark. For Flygtningenævnet har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af sin bror, [X]. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved henset til, at ansøgeren har oplyst, at hun har modtaget assistance fra UNWRA i form af fødevarer, uddannelse og sundhedshjælp, og at ansøgeren har et UNRWA registreringskort, hvoraf fremgår, at ansøgeren er registreret i Libanon. Det fremgår endelig af sagen, at ansøgeren har et libanesisk pas, der udløber [i sommeren 2024] og et libanesiske id-kort, der er taget i bevaring af dansk politi. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikter i Libanon, og Flygtningenævnet kan herunder ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med en bror ved navn [X] i Libanon til grund. Ansøgeren har for Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at hun på grund af problemer i ægteskabet, da hendes mand havde fundet en anden, rejste til Libanon, og at hun har en bror ved navn [X] i Libanon, der er den ældste bror, og at [X] har tilbageholdt hende i 3 år, hvor hun ikke måtte komme ud, og at hun blev udsat for vold og trusler fra [X]’s side, samt at det var mod [X]’s vilje, at hun udrejste af Libanon, og at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive udsat for overgreb af [X]. For Udlændingestyrelsen har ansøgeren ved samtalen [i vinteren 2019/2020] forklaret, at hun rejste til Libanon på grund af ægteskabelige problemer, idet hendes ægtefælle gik for meget ud og overlod husholdningen og børnene til hende, at hun boede hos broren [Y], og at hun havde problemer med broren [Y] i Libanon, idet hendes mand ville vende tilbage til Danmark alene, og at [Y] ikke ønskede, at ansøgerens mand skulle vende tilbage til Danmark alene. Ansøgeren har endvidere i samtalen med Udlændingestyrelsen [i februar 2019/2020] forklaret, at hun på et tidspunkt ikke måtte gå uden for, og at hun i den forbindelse blev spærret inde fra midten af 2009-2011 cirka, men at hun godt måtte gå ud at handle, hvis hun var sammen med en anden. Ansøgeren har endvidere i denne samtale forklaret, at hun ikke blev udsat for overgreb eller lignende under opholdet hos [Y], at hun ikke havde oplevet problemer med andre familiemedlemmer, og at hun og hendes ægtefælle fandt ud af deres ægteskabelige problemer, og at ansøgerens familie ikke havde indvendinger mod, at hun rejste tilbage til Danmark med ægtefællen og børnene. Endvidere har ansøgeren i denne samtale oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygtede at få det psykisk dårligt af, at blive mindet om de dårlige minder i Libanon i relation til hendes tidligere problemer med ægtefællen. Ansøgeren har ikke i denne samtale nævnt noget om en frygt for sin angivelige bror [X]. Endvidere bemærkes, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har nævnt for Udlændingestyrelsen, at hun også har en bror ved navn [X], men har oplyst om sine øvrige brødre og søstre. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgeren forklaring om sin konflikt med en bror ved navn [X] som utroværdig, og Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har andre asylbegrundende konflikter i Libanon. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren er vendt tilbage til Danmark fra Libanon i 2012, og at ansøgeren først har indgivet ansøgning om asyl i 2020. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Oplysninger om ansøgerens helbredsforhold kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet kan herefter lægge til grund, at ansøgeren ikke har været tvunget til at forlade UNRWA´s operationsområde eller tilsvarende være afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan være svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset om det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, ”Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har et gyldigt libanesisk pas, der udløber [i sommeren] 2024, og et libanesisk id-kort. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at hun ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet hun ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor hun har adgang til UNWRAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/11