Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har dog skrevet korte artikler i avisen og offentliggjort et digt på sin facebookprofil. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, idet han frygter myndighederne, da han har hjulpet 123 forældreløse børn ud af [By]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fik bragt billeder af børnene på tv i håb om, at børnene herefter kunne blive adopteret. Klageren blev herefter anholdt, idet myndighederne i Syrien ikke ønskede, at historien om de mange forældreløse børn skulle skabe et dårligt billede af Syrien. Klageren har hertil oplyst, at han efter denne anholdelse blev opsøgt af en kriminel familie, som samarbejdede med den syriske efterretningstjeneste. Den kriminelle familie ville have betaling af klageren. Klageren har afslutningsvist oplyst, at han nåede at udrejse af Syrien uden at betale de efterspurgte penge. Til støtte for sit asylmotiv har klageren yderligere oplyst, at han har skrevet korte artikler i avisen og offentliggjort et digt på sin facebookprofil, hvorfor han også på denne baggrund frygter myndighederne i Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsens afgørelse [sommeren] 2020, at Syrien må betragtes som klagerens hjemland, samt at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., fordi hans familie har været registreret hos UNRWA, og fordi hans familie modtog hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. fordi klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at klageren som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i lighed med nævnets afgørelse af [efteråret] 2016 ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige motiv til grund. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved Vestre Landsrets ankedom af [efteråret] 2018 idømt en straf af 7 års fængsel og udvist med indrejseforbud for bestandigt for en grov overtrædelse af straffelovens § 232, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 2, § 164d, § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 og § 244. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at han er fraskilt. Han har fire børn på henholdsvis 16 år, 18 år, 20 år og 21 år. Han har for tiden ikke kontakt med sine børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." stat/2020/75/MSI
