Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim. Ansøgeren er født og opvokset i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har følt sig tvunget til at søge asyl, idet Libanon er et faldefærdigt land, og at der ikke er nogen livsgaranti i landet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er født og opvokset i Danmark, at han ikke har familie i Libanon, og at han kun taler arabisk i begrænset omfang. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt.Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Danmark, og at han aldrig har haft bopæl i Libanon, men alene har opholdt sig der en gang i 30 dage på ferie. Det fremgår af ansøgerens fars sag, at ansøgerens forældre oprindelig var statsløse palæstinensere fra Libanon, og at faren var registreret hos UNWRA. Flygtningenævnet lægger efter oplysningerne i ”Palestinian Refugees – Access to registration and UNWRA services, documents and entry” af 29. september 2020 til grund, at ansøgeren, som efterkommer af UNWRA registrerede palæstinensere i Libanon, har mulighed for at lade sig registrere hos UNWRA i Libanon. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far var registreret hos UNWRA, og at ansøgeren selv har mulighed for at lade sig registrere og modtage hjælp fra UNWRA i fremtiden. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, der er en sund og rask ung mand, ikke vil stå i en sådan alvorlig personlig usikkerhedstilstand i Libanon, at det vil være umuligt for UNWRA at sikre ham levevilkår, der er i overensstemmelse med organets opgave, såfremt han lader sig registrere hos UNWRA. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgerens familie har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har ikke boet i Libanon og har således ikke været tvunget til at forlade området. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, trods de vanskelige forhold ved ansøgning om og udstedelse af rejselegitimation samt tilladelse til indrejse i Libanon, ikke er afskåret fra at rejse til Libanon. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens far var registreret i Libanon, og at ansøgerens far havde libanesisk rejselegitimation ved indrejsen i Danmark, og at ansøgeren således kan anvende farens oplysninger og registreringer over for de libanesiske myndigheder ved udstedelse af rejselegitimation. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han ikke har asylbegrundende konflikter i Libanon til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Libanon risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin fars forhold. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens fars konflikt ligger mere end 35 år tilbage i tid og på, at konflikten ikke har noget med ansøgeren at gøre. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren heller ikke som følge af en konflikt med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner er afskåret fra at indrejse i Libanon. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon ikke er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er afskåret fra at rejse til Libanon, hvor han har mulighed for at registrere sig og få adgang til UNWRA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at udsætte eller hjemvise sagen med henblik på indhentelse af oplysninger fra UNWRA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [stat/2020/44/SELS]