Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim fra Hebron, Vestbredden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter at blive slået ihjel af israelske bosættere, fordi hans bror, [A], var medlem af Den palæstinensiske Befrielsesfront (PLO) og deltog i Operation Entebbe i Uganda i 1976, hvorfor bosætterne er vrede på hele ansøgerens familie. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter israelske soldater ved kontrolposter omkring Hebron. Ansøgeren har ikke påberåbt sig at være berettiget til konventionsstatus som følge af Flygtningekonventionens artikel 1D som følge af, at han har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft denne adgang, og at der dermed ikke er konventionsstatus på denne baggrund. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Hebron, og at han og hans familie i 1967 blev anholdt af de israelske myndigheder og efterfølgende udvist af Vestbredden til Jordan. I 1994 vendte ansøgeren tilbage til Vestbredden efter indgåelsen af Oslo-aftalen. I 2000 brød den 2. intifada ud. I årene efter var det meget svært at komme igennem de opsatte israelske kontrolposter, og ansøgeren og hans familie blev ofte chikaneret ved disse kontrolposter. Ansøgeren har oplyst, at han siden 1994 er blevet fysisk overfaldet af israelske soldater ved kontrolposter 15 til 20 gange, herunder med spark og slag med geværkolbe. Omkring 2008 begyndte ansøgeren at modtage trusler fra israelske bosættere, efter det var blevet offentliggjort, at hans bror var tilknyttet PLO. Ansøgerens families hus blev brændt ned i 2009. Der er ligeledes blevet kastet sten og flasker mod ansøgerens bopæl. Truslerne er blevet intensiveret inden for det seneste år. Ansøgeren blev tre uger før sin udrejse i kort afstand fra sin bopæl standset af en bil. Tre personer steg ud, herunder lederen af en bande af israelske bosættere, der udtalte ”din tid er kommet – vi skal nok likvidere dig”. Ansøgeren viftede ham væk med hånden, og personerne forlod derefter stedet. Efter denne episode besluttede ansøgeren at udrejse fra Vestbredden. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen i alt væsentligt ansøgerens forklaring til grund men finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Den beskrevne vold begået af soldater ved kontrolposter 15 til 20 gange, herunder med spark og slag med geværkolbe – der ifølge ansøgerens forklaring er foregået over en periode på omkring 23 år – findes således ikke at have en sådan karakter og intensitet, at den falder inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, hvorved bemærkes, at hvert enkelt forhold må betragtes som en afsluttet begivenhed. For så vidt angår forfølgelsen fra de israelske bosættere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring – bortset fra ildspåsættelsen af ansøgerens hus for 10 år siden – på intet tidspunkt har været udsat for fysiske overgreb, heller ikke i forbindelse med den episode, der ifølge forklaringen var den direkte anledning til ansøgerens udrejse. Kast med sten og flasker findes heller ikke at have en sådan karakter og intensitet, at dette falder inden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Der er efter oplysningerne om forholdene på Vestbredden ikke grundlag for at imødekomme ansøgerens påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2019/5/EMU
