soma20219

Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er to år gammel, er etnisk somali og født i Danmark. Ansøgerens far er fra Luuq, Somalia, og tilhører klanen […], mens hans mor er fra Mogadishu, Somalia, og tilhører klanen […]. Begge ansøgerens forældre er muslimer af trosretning. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren i Somalia risikerer at blive rekrutteret til al-Shabaab, når han bliver ældre. Til støtte herfor har forældrene oplyst, at de frygter, at ansøgeren vil blive lokket til at tilslutte sig til al-Shabaab. Ansøgerens mor har videre anført, at hun frygter, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab, såfremt han nægter at tilslutte sig frivilligt. Endelig har ansøgerens far oplyst, at ansøgeren i Somalia ikke vil have adgang til uddannelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet findes således, at ansøgerens forældres frygt for at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, alene beror på forældrenes egen formodning. Ansøgeren er 2 år gammel. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos rapport af 26. januar 2018 ”Rekruttering til al-Shabaab” fremgår, at den nedre grænse for tvangsrekruttering er omkring 11 år og at det først og fremmest er i områder under al-Shabaabs kontrol, at der foregår hvervning af mere eller mindre tvangsmæssig karakter. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Somalia har en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerens forældre har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/9/ajev