Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet hjemviste i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali, sunni-muslim og født i Danmark. Ansøgerens mor er fra [by] i distriktet Juba Hoose, Somalia. Ansøgerens mor tilhører hovedklanen [G]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på ansøgerens vegne som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Til støtte herfor har ansøgerens mor oplyst, at omskæring af piger i Somalia er kulturelt betinget. Ansøgerens mor er imod omskæring, idet hun selv har erfaret problemer som følge af omskæring. Ansøgerens mor vil kunne modsætte sig din datters omskæring, men datteren vil i så fald ikke blive betragtet som en god pige i lokalsamfundet, og det vil få konsekvenser for datterens fremtid i Somalia. Ansøgerens mor har videre henvist til, at ansøgeren risikerer at blive udsat for tvangsomskæring fra lokalbefolkningen. Ansøgerens mor vil tillige blive udsat for et stort pres fra lokalbefolkningen, og i sidste ende bliver hun måske tvunget til at acceptere ansøgerens omskæring. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive voldtaget under henvisning til de urolige forhold i Somalia, hvor børn blandt andet bliver voldtaget. Ansøgerens mor har endelig henvist til, at hun frygter, at ansøgerens fars konflikter i Somalia vil få konsekvenser for ansøgeren. Udlændingestyrelsens repræsentant nedlagde ved nævnsmødets begyndelse påstand om hjemvisning med henvisning til de nye oplysninger om familiemæssige forhold, der var fremkommet med advokatens indlæg i sagen vedrørende ansøgerens fars kæreste. Klagerens advokat havde ikke bemærkninger hertil. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling med henblik på stillingtagen de nye fremkomne oplysninger.” Soma/2021/12/NHA/DH