Nævnet stadfæstede i december 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk Hawiye og sunni-muslim af trosretning fra [By], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet han før sin udrejse af Somalia var kommet i et modsætningsforhold til gruppen som følge af, at han drev en biograf. Han frygter endvidere, at hans døtre vil blive omskåret, ligesom han frygter de generelle forhold i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv har klageren henvist til, at han i 2009 modtog løbesedler fra al-Shabaab, hvori det fremgik, at han skulle lukke biografen. Han blev endvidere opsøgt personligt og telefonisk og bedt om at lukke biografen eller forlade landet indenfor 24 timer. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter, at hans døtre vil blive omskåret, idet hans mor går ind for omskæring. Han frygter, at han ved en tilbagevenden til Somalia ikke kan modsætte sig et eventuelt socialt pres fra omgivelserne angående omskæring af sine døtre. Han frygter at blive uvenner med sin mor, såfremt han modsætter sig omskæring, og at konsekvensen af dette vil være, at han mister kontakten til sin familie, og at døtrene bliver socialt stigmatiseret. Udlændingestyrelsen meddelte den [vinteren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, og der skal i disse sager således fortsat ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om al-Shabaabs henvendelser m.v. til ham til grund, men finder ikke, at dette har en karakter og intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse. Det bemærkes herved, at klageren ophørte med at drive biograf ved at han forlod denne. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren var efterstræbt af al-Shabaab ved sin udrejse af Somalia, eller at han vil være profileret og efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Flygtningenævnet finder, at klageren og hans ægtefælle må anses for så ressourcestærke, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af døtrene, og finder derfor, at de vil kunne beskytte døtrene mod omskæring, således at døtrene ikke er i reel risiko herfor. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet desuden, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på Flygtningenævnets baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Mogadishu, som ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han kom til Danmark i 2009 og blev meddelt opholdstilladelse i februar 2012. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år og har bestået prøve i Dansk 2. Klageren har haft en vis tilknytning til arbejdsmarkedet, men har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke familie i Danmark, hvorimod han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Under henvisning til, at den asylsansøgning, som klagerens datter [Navn] skal have behandlet i Udlændingestyrelsen, vedrører et asylmotiv, der nøje svarer til klagerens øvrige døtres asylmotiv – hvilket motivs betydning for inddragelsesspørgsmålet er behandlet af Flygtningenævnet i denne afgørelse – finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tage klagerens anmodning om hjemvisning til sagen til Udlændingestyrelsen til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2020/97/MSI
