Nævnet stadfæstede i oktober 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim. Han er født i Danmark, men hans mor er fra landsbyen [By], Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes børn, herunder ansøgeren, vil blive slået ihjel af ansøgerens mormors ægtefælle, idet ansøgerens mor flygtede fra et forestående tvangsægteskab. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes børn vil blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at hendes to sønner vil blive slået ihjel af Al-Shabaab, idet de overtog magten i hendes hjemområde i 2012. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at hun telefonisk blev oplyst om kampe i området i 2017, idet hun talte med sin mor. Disse kampe blev udkæmpet mellem klanerne [Klan-navn], [Klan-navn] og Al-Shabaab. Klanerne kæmpede om magten i området [Område]. Ansøgerens mor frygter, at sønnerne vil blive slået ihjel i forlængelse af krigshandlinger i området. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at hun frygter, at hendes sønner vil blive taget fra hende og overdraget til al-Shabaab. Idet klagerens børn er født uden for ægteskab, betragtes de som uægte børn, som vil blive slået ihjel af enten ansøgerens mors klan eller al-Shabaab. Flygtningenævnet skal om den del af asylmotivet, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra lokalbefolkningens og al-Shabaabs side med henvisning til forældrenes manglende dokumentation for deres ægteskab, bemærke, at ansøgerens mor i forbindelse med hendes sag har forklaret, at hun den 27. august 2015 blev viet til ansøgerens far af en imam i en moske i [By], og at ægteskabet er gyldigt i henhold til somaliske traditioner. Hun har videre forklaret, at imamen har tilbudt hende et arabisk dokument, der bekræfter vielsen, men at hun ikke har fået et sådant dokument, da imamen ikke efter danske regler havde bemyndigelse til at foretage vielser. Ansøgerens familie i Somalia er bekendt med såvel vielsen, som den omstændighed, at forældrene har fået to børn, og ansøgerens mormor har sagt, at hun er glad på hans mors vegne. Herefter, og i det det alene beror på ansøgerens mors formodning, at der ved morens og sønnernes tilbagevenden til Somalia vil blive stillet spørgsmål til, om moren er gift eller ej, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af den grund vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Om tvangshvervning bemærkes, at ansøgeren er 4 år gammel, og at det efter oplysningerne i morens sag lægges til grund, at hans mor aldrig har haft konflikter med al-Shabaab, og at hun er uprofileret i forhold til militsen. Det fremgår videre at baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. South and Central Somalia. Security Situation, al-Shabaab Presence, and Target Groups. Report based on interviews in Nairobi, Kenya, 3 to 10 December 2016” fra 8. marts 2017, at tvangsrekruttering som udgangspunkt ikke længere finder sted, men at rekruttering sker gennem motivation, gruppepres og økonomisk incitament. Herefter, og idet de generelle forhold i Somalia ikke har en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2020/79/MSI