Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og ahmadiyya-muslim fra Rabwah City, Punjab, Pakistan. Ansøgeren tilhører ahmadiyya-bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter fire mænd med tilknytning til en anti-ahmadiyya-organisation ved navn Khatm-e-nabowat. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han hele sit liv har oplevet diskrimination på baggrund af sin trosretning. I 2000-2001, mens han gik i gymnasiet, blev han udsat for mobning, diskrimination og slået en gang, inden han droppede ud. I 2008 blev han udsat for chikane og psykisk tortur, mens han arbejdede på en tekstilfabrik i Karachi. I [måned i sommeren] 2019, mens han boede og arbejdede som taxachauffør i Rabwah, blev han udsat for et fysisk overgreb af tre passagerer i hans egen taxa på grund af hans trosretning. Han blev slået, ydmyget, fik revet sit tøj i stykker og hans bil blev udsat for hærværk. En af personerne filmede overfaldet, hvor hans trosretning blev tilkendegivet. Få dage efter overfaldet blev ansøgeren ringet op af en af overfaldsmændene, som afpressede ansøgeren for 5000 pakistanske rupees mod ikke at offentliggøre videoen, hvilket ansøgeren indvilligede i. Overfaldsmanden slettede ikke videoen, og 10-15 dage senere blev ansøgeren igen afpresset for 5000 rupees. Ansøgeren er bange for reaktioner mod ham, hvis videoen bliver offentliggjort, fordi alle dermed vil kunne se, at han er ahmadiyya-muslim. Ansøgeren frygter at blive stemplet for at have æreskrænket profeten Muhammed. I [måned i efteråret] 2019 blev ansøgeren opsøgt på sin adresse af de tre mænd fra taxaen og en vigtig person fra Khatm-e-nabowat, som afpressede ansøgeren for 50.000 rupees. Herefter modtog ansøgeren mange opkald fra en af overfaldsmændene, der fortsatte med at true ansøgeren med at skyde ham, stjæle hans bil og smide ham i vandet. Ansøgeren besluttede i midten af [samme måned i efteråret] 2019 at han ville væk og udrejste den [dato i efterfølgende måned i] 2019. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren i [måned i sommeren] 2019 er blevet overfaldet af tre kunder i sin taxa og efterfølgende er blevet udsat for afpresning og trusler af disse personer samt en yderligere ukendt person. Flygtningenævnet finder imidlertid, at konflikten med de tre kunder og den yderligere ukendte mand, ikke har haft en sådan karakter eller intensitet, at det kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de trusler, som ansøgeren modtog fra [A] og de andre kunder efter overfaldet, alle havde økonomisk afpresning som motiv, idet kunderne truede med at dele en video af overfaldet, medmindre ansøgeren betalte det krævede beløb. Nævnet har videre lagt vægt på, at der var tale om telefoniske trusler, at ansøgerens bopæl alene er blevet opsøgt én gang, og at der aldrig blev gjort alvor af truslerne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Rabwah i Pakistan ca. tre måneder efter overfaldet i taxaen, og at ansøgerens ægtefælle er forblevet boende på den tidligere fælles bopæl i ca. 1 år, hvor ansøgerens bror var på besøg fra Afrika, uden, at der er skete noget. Først omkring [måned/måned i efteråret] 2020 modtog ægtefællen efter ansøgerens forklaring et telefonisk opkald, hvor de spurgte efter ansøgeren. Efterfølgende har hverken ansøgeren eller ægtefællen efter det oplyste oplevet problemer. Ved vurderingen af karakteren af de telefoniske trusler mod ansøgeren har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren valgte ikke at udskifte sin telefon eller telefonnummer. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i aktuel og reelt risiko for asylbegrundende overgreb fra de tre kunder og den fjerde ukendte person, der var med ved opsøgningen af bopælen. Nævnet bemærker hertil, at en eventuel offentlig deling af videoen af overfaldet ikke kan føre til en anden vurdering, da det alene beror på ansøgerens formodning, at andre vil opfatte videoen således, at ansøgeren krænker profeten Muhammeds ære. For så vidt angår ansøgerens konflikter i gymnasiet i 2000 og på tekstilfabrikken i 2008, i form af chikane og mobning i anledning af hans religiøse tilhørsforhold til ahmadiyya, bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har oplevet problemer på den baggrund sidenhen, hvorfor der er tale om afsluttede forhold. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Uanset at forholdene for ahmadiyya-muslimer i Pakistan efter baggrundsoplysningerne er vanskelige, kan det ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at ansøgeren er ahmadiyya-muslim. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Pakistan frem til 2019, herunder ca. to år i Karachi, og at ansøgeren – bortset fra den påberåbte episode med de tre kunder – ikke tidligere har haft konflikter med hverken myndigheder, politiske, religiøse eller kriminelle grupper, og at konflikterne i gymnasiet og på tekstilfabrikken tidsmæssigt ligger langt tilbage. Ansøgeren har således kunnet praktisere sin religion i Pakistan, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ikke fortsat vil kunne praktisere sin religion, som han hidtil har gjort. Derudover har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han agter at praktisere sin religion på anden måde, hvorved han vil risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2021/2/DH
